Køb billet◀︎
Åben i dag kl 10:00 - 21:00
Køb billetLogin med årskortTilmeld dig nyhedsbrev

Fire lektier fra de fredelige samfund

SÅDAN FÅR VI FRED

Ca. 10000 F.KR. - 2025 E.KR.

Når nyheder om krig fylder overskrifter og sendeflader, kan man hurtigt få det indtryk, at krige er en uundgåelig del af livet. En skygge falder over én, og man spørger sig selv: ”Er fred virkelig muligt?”

Det ser heldigvis ud til, at freden er mulig. Der findes nemlig samfund, hvor krige stort set ikke forekommer. Samfundene findes verden over lige fra den malaysiske jungle til Grønlands frosne kyster og de flade marklandskaber i Pennsylvania.

Et nærmere kig på de fredelige samfunds levevis giver os et indblik i fire af de tendenser, der har gjort deres fredsommelige udvikling mulig. Måske er der noget, de kan lære os.

Læs også: Sådan får vi fredelige samfund

Moesgaard

1. BLIV JÆGER-SAMLER

Vores overgang til agerbruget har bragt os rigdom, men velstanden er kommet med en pris. Da de første mennesker begyndte at slå sig ned og dyrke jorden for omkring 12.000 år siden, begyndte krige af en hidtil uset størrelse også at spire frem. Agerbrug og faste bopladser er ikke ensbetydende med krig, men forudsætningerne for krig er mere gunstige, når ikke vi lever som jæger-samlere.

Som nomadisk jæger-samler er det ikke muligt at besidde stor rigdom, hvilket mindsker risikoen for at blive plyndret og gør forskellen mellem rig og fattig mindre. Hvis konflikten alligevel står for døren, har det nomadiske liv også den fordel, at man lettere kan flytte væk fra konflikten.

Hutterit-kvinder igang med forarbejdelse af majs

Hutteritterne lever i spredte kolonier over hele prærierne i det nordvestlige Nordamerika. I gennemsnit bor og arbejder femten familier på den typiske Hutterite-koloni, hvor de driver landbrug, opdrætter husdyr og producerer forarbejdede varer til næring.

© Stefan Kuhn

Ved første tegn på en voldelig konflikt forlader chewong-folket hus og hjem for at flygte ind i den malaysiske jungle. Hér vil de nu slå sig ned i nogle uger eller helt op til flere år, indtil faren er ovre. Kristne amish, hutteritter og mennonitter fra USA og Canada har ligeledes været udsat for forfølgelse over flere årtier, men hver gang har de undgået fatale sammenstød ved at flytte.

Jæger-samlere lever i mindre grupper med flade magtstrukturer, hvilket sikrer, at beslutningen om en potentiel krig ikke kun ligger hos et magtfuldt mindretal.

Krige kan defineres som organiserede væbnede konflikter imellem to grupper, så når samfundet er egalitært, altså uden hierarkier, skal krigen også planlægges af dem, der skal udkæmpe den. Når magten fordeles ligeligt i samfundet, er stridigheder ofte mere personlige end politiske, og konflikten kan som regel løses med en dialog imellem de to parter.

Amish-folket er en konservativ, kristen bevægelse, der lever isoleret i små samfund i Nordamerika. De er mest kendt af omverdenen for deres alternative, ydmyge livsstil helt uden moderne teknologi.

Pennsylvania er den amerikanske stat som huser flest Amish-samfund. De største samfund huser op til 2500 individer.

© Deb Watson

Selvom flere af de fredelige samfund lever af kvægdrift og landbrug, så ligger deres levevis alligevel tættere op ad jæger-samlernes, end vores nutidige danske samfund gør det. De fredelige samfund er mestendels egalitære, og frem for at søge en højere autoritets dom, når beslutninger skal tages, så søger de konsensus mellem de ligeværdige parter.

Man kan godt som dansker med hus og have lade sig inspirere af jæger-samleren, der kan trække rødderne op og flytte, hvis den voldelige konflikt lurer bag hækken. Jæger-samler-livsstilen indebærer, at vi har færre ejendele og en mindre ejendom, hvilket vil gøre det lettere at rykke os. Og i stedet for at inddele os i hierarkiske strukturer, kunne vi jo kigge på, om Danmark kan deles op i mindre samfund på omkring 100-120 mennesker. Det vil gøre det lettere at indføre direkte demokrati, så vi kan komme hierarkierne til livs.

2. Drop din retfærdighedsfølelse

I de fleste samfund antager man, at straf hjælper med at holde folk mere fredelige, da straffen fungerer afskrækkende. Et af kendetegnene for de fredelige samfund er, at de ikke straffer hinanden. Når en straf bliver givet, skaber det en vinder og en taber. Den dynamik er man meget påpasselig med at skabe i de fredelige samfund.

Manglen på et juridisk retssystem blandt de fredelige samfund tvinger borgerne til at løse konflikter med dialog og konsensus. Straf bliver set som vold, og for at være ikke-voldelig må problemer løses med andre metoder. Det har vist sig at være problematisk, når konflikter opstår på tværs af kulturer. Hvis en konflikt opstår mellem en amish og en person uden for amishtrossamfundet, kan amishen ikke lægge sag an, fordi det ville være en aggression, og modparten er ikke nødvendigvis villig til at indgå i dialog.

Udstødelse er dog en form for straf, der går igen på tværs af de fredelige samfund, og hvis konsekvenser kan være fatale for den udstødte. Hvis en amish nægter at acceptere nogle af samfundets religiøse bud, kan familien udstøde vedkommende ved ikke at tale med personen, give mad eller på anden vis interagere med den udstødte. Sådan kan de leve parallelt i samme hus, indtil vægten af afvisningen enten retter personen ind eller får vedkommende til helt at forlade samfundet.

Den tyske forhandelsdelegation i Versailles, 1919

Staf har historisk vist sig at kunne skabe bitterhed og vrede hos dem, straffen rammer. Sådan en ulmende vrede over vægten af en straf har ved flere lejligheder antændt krige. Kartago blev efter den første puniske krig i 231 f.v.t straffet uforholdsmæssigt hårdt af romerne, og den vrede, der bredte sig blandt kartagerne, blev én af de faktorer, der førte til den anden puniske krig i 218 til 201 f.v.t. Et nyere eksempel er Versaillestraktaten, der formelt sluttede Første Verdenskrig, men også påførte Tyskland så hårde økonomiske sanktioner, at armod og had drev befolkningen mod krigslyst.

Hvis vi vil gå i samme retning som de fredelige samfund, er der ingen vej udenom at afskaffe vores juridiske system. Straf må afskaffes, og dialog må forfines. Vores retfærdighedssans må gå planken ud, hvis vi for alvor vil nærme os en samfundsform, der sætter freden over alt andet. Når freden skal vindes, står retfærdigheden i anden række.

3. Syng, lav jokes eller snak om tingene

Når konflikter bryder ud blandt medlemmer fra de fredelige samfund, er det udbredt, at de to stridende parter mødes for at løse konflikten igennem dialog. For at konflikten ikke bliver forværret af dialogen, har de fredelige samfund udviklet en række kreative tiltag, der sikrer, at samtalen virker deeskalerende.

Blandt !kung-folket fra Kalahari-ørkenen bliver konflikter deeskaleret ved, at dialogen sker igennem en tredjepart og ikke direkte med personen eller gruppen, man er i konflikt med. To frustrerede !kunger, der er kilden til hinandens frustrationer, kan på dén måde undgå at tale direkte til hinanden og alligevel nå til enighed. På den malaysiske halvø undgår temiar-folket også at konfrontere hinanden direkte, når de lufter deres frustrationer i plenum, ved ikke at nævne nogen specifikke navne.

Nogle konflikter bliver løst, blot ved at frustrationer og bekymringer bliver luftet, men i de tilfælde, hvor dialog ikke er tilstrækkelig, kan andre midler tages i brug. Blandt inuitter har det været udbredt at løse konflikter igennem sangdueller, hvor de to parter skiftevis har sunget humoristiske sange om modparten. Størrelsen på publikums bifald afgør vinderen af den sungne tvekamp.

Hos inuitterne fungerer jokes som en strategi til at undgå konflikter, fordi inuitterne kan konfrontere problemer i en sjov tone uden alvorens tyngde. Den humoristiske konflikthåndtering giver parterne mulighed for at grine frustrationerne af sig og i bedste fald genoprette ellers truede venskaber.

Neutrale talerør, konsensussøgende dialog og humor er vitale praksisser for de fredelige samfund, da de i høj grad står i stedet for et juridisk straffesystem. Når medlemmerne indgår i dialog over en konflikt, sikrer de sig således, at intet mellemværende står uforløst tilbage som en kilde til fremtidig frustration og fjendtlighed.

Dialog er en dyd, og vi må opøve nogle praksisser, der kan hjælpe os til ikke at ryge i totterne på hinanden, når tingene skal snakkes ud. Måske skal vi gøre som !kungerne og bruge en moderator, eller måske vil det passe bedre på vores temperament at gøre som inuitterne og tilgå alvor med humor. Sikkert er det, at jo bedre vi bliver til at løse vores konflikter via konsensussøgende dialog, desto færre konflikter vil udvikle sig voldeligt. Konsensus er et mål i sig selv, og vi må blive bedre til at nå den, hvis vi vil leve mere fredsommeligt.

4. Gør fredsommelighed cool

Det fredelige dna i samfundene er ikke medfødt, det er derimod resultatet af en række normer, værdier og tabuer. Freden bliver sat som det højeste mål, og det betyder, at alle værdier, normer og tabuer sigter efter at understøtte freden.

Man forpligter sig på fred, og andre værdier må underlægge sig værdien af fred. Hellere omgængelighed end retfærdighed. Hellere kompromis end straf. Hellere lighed end magt. De fredelige samfunds evne til at opretholde langvarig fred er ikke en tilfældighed; freden er kommet af hårdt arbejde.

Dybt inde i den malaysiske regnskov baserer baktek-folkets værdier sig på hjælpsomhed og respekt, imens aggression er tabubelagt. På den lille øgruppe Tristan da Cunha i Sydatlanten kan det skade éns omdømme at udvise vrede offentligt, men det er til gengæld muligt at vinde respekt igennem velleverede jokes. Vrede må ligeledes undertrykkes blandt toraja-folket i Indonesien, for her ses store følelser som farlige, og derfor sigter man efter at kontrollere sit humør eller helt fjerne sig, hvis situationen tilspidser.

Amish-folkets tro påbyder dem, at de ikke må udøve vold af nogen art. Det er en urokkelige norm, der flere gange har skabt problemer, når mændene har nægtet at lade sig rekruttere til USA's krige. Her modtog amish-mænd specielt hårde straffe under Første Verdenskrig, hvor flere blev fængslet og banket på grund af deres manglende opbakning til krigen.

Etniske Ik-stammefolk fra det østlige Uganda © Rod Waddington

Hos de fredelige samfund er religion, myter og historier med til at underbygge troen på fred ved at give kosmologiske forklaringer på, hvorfor freden giver mening. Hos ik-folket i Uganda kan man se, hvordan ånder angriber de mennesker, der ikke deler deres mad, og amish-folkets ideal om ikke at gøre modstand er et resultat af Jesus, der påbyder, at man vender den anden kind til.

Det isolerede mardu-folk fra Australiens vestlige ørken har på grund af deres afsides placering haft mulighed for at opdyrke en ekstraordinær stor fredsommelighed. Da antropologer i 1960 prøvede at undersøge marduerne og deres fredelige levevis, mødte de vestlige forskere en sprogbarriere, der overgik deres forventninger. Marduernes isolerede samfund havde kultiveret en afstandtagen til fjendtlighed, der var så stor, at deres sprog ikke indeholdt termer for vold og aggression. Værdier var blevet virkelighed, og dén virkelighed indeholdt ikke begreber for krig.

For at vi kan nærme os fredsommelighed må vi tro på, at freden er mulig og værdsætte alle små skridt mod fred. Vores værdier guider os, og vores tabuer retter os ind. Fredsommelighed må gøres cool, forsoning hipt og venlighed sejt. Ligeledes må arrogance gøres yt, selviskhed udskammes og kompromisløshed latterliggøres. Fred er et fælles socialt mål, og det kræver et værdisæt, der holder alle ansvarlige. Måske bør vi endda fjerne alle fjendtlige ord fra sproget.

Fred forpligter

Fred er desværre ikke en tilstand, man kan tage for givet. Det er før lykkedes stridende samfund verden over at finde en fælles fred og at opretholde den igennem hundreder af år. De fredelige samfund tilbyder os et kig ind i den levevis og de værdier, der har vist sig at kunne skabe langvarig fred. Her går man uden om konflikter, sluger sin ære, og man separerer hellere individer, familier og grupper, end tillader en konflikt at eskalere.

De fire lektier, vi kan lære af de fredelige samfund, viser, at fred ikke nødvendigvis er en dans på roser. De fredelige samfund værdsætter ikke bare fred, de forpligter sig på den. Hvis vi vil sætte fred som vores højeste dyd, må vi lade os inspirere af de fredelige samfund og tage konsekvensen. Fred er en kamp, der kæmpes i det stille, og dén kræver selvopofrelse. Er vi villige til det? Og er alle de andre det?

Kilder:

◀ Barash, D. P. (2009). Approaches to Peace: A reader in Peace Studies

◀ Bonta, B. D. (1996). Conflict Resolution among Peaceful Societies: The Culture of Peacefulness. Journal of Peace Research, 33(4), 403–420

◀ Dentan, R. K. (1968). The Semai: a nonviolent people of Malaya

◀ What can we learn from the world’s most peaceful societies? (n.d.). Greater Good.