DET STORE DETEKTIVARBEJDE: HVORFRA VED VI, HVAD VI VED?

Naturens kredsløb stod centralt i egypternes verdenssyn. Egypterne havde forestillinger om en underverden. Egypterne mente, de døde fortsatte deres liv i efterlivet.
Hvordan er det, vi kan postulere alt dette om en civilisation, der gik til grunde for flere årtusinder siden, og hvor der måske nok er bevaret enkelte genstande, men hvor skriftsproget er os totalt fremmed?

Fra 3200 f.Kr. til 250 e.Kr. eksisterede den oldegyptiske civilisation, som til stadighed er til enorm fascination for mange mennesker verden over.

Men hvordan kender vi egentlig til forestillingerne om død og efterliv i Solens rige, der blomstrede langs Nilen for så ufatteligt mange år siden?

For fagfolkene er det måske netop den evigt gådefuld og mystiske atmosfære omkring de gamle egyptere, der gør dem særligt spændende at studere.

Hvordan kan vi sige noget om fortiden?
Historien skrives ud fra kilder, og kilder kan være alt mellem himmel og jord. Lige fra våben, smykker, tøj, keramik, mønter, bygningsrester, større ruiner, knogler, grave og mumier til aviser, officielle dokumenter, biografier, dagbøger, erindringer, breve, historiske beretninger og meget mere.

Kort sagt skelner man i arbejdet med fortiden mellem to typer af kilder, der hver især tilhører to separate discipliner, nemlig arkæologi og historie.

Hvor arkæologen tager sig af det materielle, tager historikeren sig af det skriftlige. Metodisk arbejder arkæologen med udgravninger, stratigrafi (studiet af lag), kulstof-14-datering og analyse af genstande.

Historikeren kan inddrage begge typer af kilder, men metodisk drejer det sig udelukkende om kildekritikken. En ting eller en tekst bliver først til en historisk kilde for historikeren i dét øjeblik, den kan bruges til at besvare et bestemt spørgsmål inden for et historisk emne.

Det historiske arbejde er i virkeligheden noget, vi alle sammen gør brug af til hverdag.

Når vi læser en artikel på nettet, lytter til en podcast eller læser en biografi, bruger vi kildekritik. Vi spørger: Hvilke oplysninger kan jeg bruge til det, jeg søger svar på? Og hvor stor vægt tør jeg tillægge de oplysninger, jeg har fået?

Når vi på Moesgaard Museum skal fremstille, hvordan egypterne levede, og hvad de forestillede sig, baserer vi vores arbejde på et omfangsrigt kildemateriale, der gør det muligt for os at rekonstruere og fortolke fortiden.

Videnskabelige fagpersoner fra forskellige forskningsdiscipliner arbejder tæt sammen i skabelsen af det fundament, en udstilling skal bygges på. Drejer det sig om de gamle egyptere, er de mest fremtrædende videnskabsfolk egyptologer.

Hvad er egyptologi?
Forskningsfeltet, der beskæftiger sig med resterne fra den oldegyptiske civilisation, kaldes egyptologi.

I 1800-tallet begyndte egyptologi at udvikle sig til en videnskabelig disciplin. Men interessen for oldtidens Egypten kan spores helt tilbage til det antikke Grækenland (cirka 800 f.Kr. til 146 f.Kr.), hvor græske forfattere som blandt andre Herodot beskrev Egyptens kultur og monumenter. Selvom han ikke var egypter, regnes hans indblik ind kulturen som en betydningsfulde kilde til historieskrivningen om de gamle egyptere, da han var en ”samtidig kilde”.

I middelalderen og renæssancen begyndte europæere at besøge Egypten og udforske resterne fra antikken. Napoleon drog i slutningen af 1700-tallet på militær ekspedition til Egypten, men han bragte også videnskabsfolk med sig. De registrerede og dokumenterede den oldegyptiske kultur, hvilket bidrog til øget interesse for Egypten i Europa.

I 1799 opdagede de ’Rosetta-stenen’, hvorpå der var skrevet med tre skriftsprog: Egyptiske hieroglyffer, egyptisk demotisk og oldgræsk. Oldgræsk var allerede kendt, så nu begyndte forskere som Jean-François Champollion at afkode det ukendte sprog.

Arkæologiske udgravninger i Egypten begyndte i løbet af 1800-tallet. Mange udgravninger var finansieret af europæiske regeringer og museer, der gradvist udbyggede deres egne oldegyptiske samlinger.

Egyptologien har udviklet sig til en omfattende videnskabelig disciplin. For det første består den af arkæologiske opdagelser som pyramider, mumier, templer, byer og genstande som smykker, redskaber og værktøj.

For det andet består egyptologien af oversættelse og tolkning af gamle egyptiske skrifter som for eksempel papyrusruller, tekster på monumenter og gravstene, der er skrevet med blandt andet hieroglyffer. Dette kaldes filologi, altså sprogvidenskab.

Tydning af gamle, mystiske tegn
En egyptolog bevæger sig omkring i et bredt forskningsfelt, der både inkluderer studier af arkæologi, sprog, kunst, historie, religion og meget mere.

Sofie Schiødt er egyptolog og arbejder til dagligt som postdoc ved Eberhard Karls Universitet i Tübingen. Hun arbejder med de tre M’er: Medicinske tekster, mumificering og magi.

Traditionelt set inden for egyptologien er arkæologien og filologien ret så opdelt, men for Sofie Schiødt er det vigtigt at være opmærksom på begge dele.

Både i Egypten, men også i Sudan og andre dele af Mellemøsten, hvor der er oldegyptisk kulturarv at komme efter, har hun været med til at arbejde på arkæologiske udgravninger.

Det primære arbejde for Sofie Schiødt som egyptolog ligger dog i arbejdet med tekstmateriale.

Når man forestiller sig, hvordan en egyptolog arbejder, ser man måske Sofie Schiødt for sig siddende med hvide handsker og studere støvede, fragmenterede papyri. Men faktisk bruger hun rigtigt meget af sin arbejdstid i Photoshop.

I Photoshop forsøger hun simpelthen at flytte rundt og placere fragmenterne af teksten for at udtømme mulighederne for, hvordan de gamle tegn kan hænge sammen. Det kan tage en hel arbejdsdag at placere ét enkelt fragment.

Selve oversættelsen, der kommer bagefter, er enormt tidskrævende. I en medicinsk tekst optræder der mystiske ord, som egyptologerne aldrig har set før. Og hvad gør man så?

Sofie Schiødt sidder mest af alt og bruger sin tid på sprogligt detektivarbejde. Hun gennemsøger den oldegyptiske sproghistorie for ord, der kunne minde om det ukendte ord, hun er stødt på, for at finde frem til betydningen. Nogle gange er der ikke noget at gøre.

En egyptolog er somme tider nødt til at vurdere, om det ukendte ord er forstyrrende for den overordnede forståelse af teksten. Det kan ske, at de må gætte sig frem eller glide let hen over det uklare.

Hvad betyder det så? Efter oversættelsen kommer tolkningen af teksten. Forståelsen af teksten sættes ind i et større perspektiv. Hvordan giver de her fragmenterede hieroglyffer mening i forhold til, hvad vi allerede kender til oldegyptisk kultur?

For Sofie Schiødt passer puslespilsarbejdet hende rigtigt godt, men hun er ikke sikker på, at det er noget for enhver. Som egyptolog må man affinde sig med, at svarene kommer én brik ad gangen. Fuldstændigt sikre på, hvad teksternes betydning har været for tusinder af år siden, bliver vi aldrig.

Vores skildring af oldegypternes liv og verdensbillede
Hvordan er vi egentlig sikre på tolkningen af de oldegyptiske tanker om død og efterliv?

Der er ingen tvivl om, at vores tolkning i dag, tusinder af år efter, ér forbundet med en række usikkerheder. Alligevel giver kilderne os grund til at mene, at oldegypterne var besatte af livet.

Tolkning af dødebogen
I gravkammeret blev der indskrevet rituelle trylleformularer, der skulle sikre vedligeholdelsen af forfaderen. Teknikken blev hurtigt populær og blev senere udbredt og videreudviklet til sarkofagtekster og Dødebogen. Dødebogen er en samling af tekster med rituelle formularer. Den blev ofte placeret i gravkammeret sammen med den afdøde, så den kunne hjælpe ham i efterlivet.

Dødsteksterne blev gradvist gennem århundreder standardiseret, og derfor står egyptologerne i dag midt i et kæmpemæssigt arbejde.

Materialet af uensartede dødetekster og billeder kræver et stort udredningsarbejde. Vil du forstå den enkelte dødetekst, må du først forsøge at finde tekstens mulige oprindelse og derefter tyde og nå frem til, hvad ritualet engang gik ud på.

I 1700- og 1800-tallet forstod man dødeteksterne som en fortælling om sjælens rejse mod frelse og evigt liv. Men vi er langt bedre hjulpet på vej til at forstå oldtidens egyptere i dag, hvis vi i stedet fokuserer på den dødes indlemmelse i naturens kredsløb. Også mumificeringen skal forstås som en del af at opretholde verdens cyklusser.

Formålet med mumificeringen
Den populære idé om, at egypterne var besatte af døden og derfor mumificerede, er de seneste år blevet genstand for stærk kritik. For de gamle egyptiske tekster siger ikke noget om den hensigt.

Derimod peger mumificeringen ind i oldegypternes kredsløbstanke. Alt i verden er kredsløb. Solens cyklus over himlen og ned i underverdenen, Nilens årlige oversvømmelse, og altså også omdannelsen af den døde til guden Osiris.

For eksempel bekræfter talrige kilder, at den ideelle balsameringsperiode var på 70 dage, svarende til den periode hvor stjernen Sopdet var forsvundet fra nattehimlen, før den med sin tilbagevenden indvarslede det nye år og en ny Niloversvømmelse.

Den tolkning, at oldegypterne var sindssygt optagede af døden og deres eftermæle, kan man godt forstå som en ”moderne” fejlslutning (startet helt tilbage i Middelalderen). For hensigten med proceduren var altså en anden.

Osirismyten dannede tankegrundlag for mumificeringen, og den handlede snarere om en besættelse af livet. Alt levende skulle holdes rullende som et hjul, og det gjaldt også slægtens cyklus.

Gennem historien har tiltrækningen til forestillingerne om en oldgammel, gådefyldt civilisation, der gemte på skjulte skatte og mumier i ørkenstøvet været enorm.

Magien, mystikken og mumierne har i århundreder domineret fortællingen om oldegypterne, hvor man har troet, at de var besatte af døden. Det er en ofte begået fejl, at vi glemmer at tage vores europæiske og nutidige briller af og lægge dem på hylden, når vi bevæger os ind i bestemt kapitel af verdenshistorien.

Men tillader du dig selv at opleve de gamle egypteres liv og forestillingsverden med åbent sind og friske øjne, vil du opdage, at det hele kredsede rundt om livet.