Sankt Cecilie nat, den 22. november 1286, blev kong Erik Klipping brutalt myrdet i Finderup Lade nær Viborg. Kongemordet efterlod et magtpolitisk tomrum, og den regering, som med enkedronning Agnes i spidsen skulle varetage landets interesser, indtil barnekongen Erik Menved blev voksen, tog nu alle midler i brug for at sikre sig herredømmet. Den magtfulde hærfører Marsk Stig, og med ham en række af landets fremmeste mænd, blev i 1287 dømt for delagtighed i mordet, kendt fredløse og givet tre dage til at forlade landet. Det ved vi fra de skriftlige kilder. Men om dommens retfærdighed var der usikkerhed, både i samtiden og i senere tiders udlægninger af historien.

HØR DRONNING MARGRETHE FORTÆLLE

De fredløse, Stig Andersen Hvide (Marsk Stig), grev Jakob af Halland, ridderne Peder Jakobsen, Peder Porse, Niels Hallandsfar, Arved Bengtsen, Niels Knudsen, og væbnerne Rane Jonsen og Aage Kakke, fik efter dommen i 1287 beskyttelse hos den norske konge Erik Magnusson, der lå i arveretslig strid med den danske konge. I fællesskab udrustede de en mægtig flåde, som i 1289 og de følgende år besejlede, belejrede og afbrændte flere af landets store kystbyer.

Efter et togt i 1290 gik de i land på øen Hjelm i Kattegat og befæstede øen. De havde forinden taget nogle af kongens møntmestre til fange, og på Hjelm blev de tvunget til at præge kongens mønt, men nu helt uden indhold af sølv. I 1306 indtog kong Erik Menved Hjelm og afbrændte de fredløses befæstningsanlæg. Da var historiens hovedperson allerede borte. Marsk Stig var død i 1292. Ingen ved, hvor han ligger begravet, men sagnene om hans gravfærd er talrige.

Sommeren 1999 lagde det gode skib Fortuna fra Ebeltoft til ved Hjelms kyst med en pram og en gravemaskine på slæb. I slipstrømmen fulgte 25 arkæologer, amatørarkæologer og andre frivillige hjælpere, som indtog den gamle fyrmesterbolig, der havde stået ubeboet i mange år. Nu skulle der gennem to sommerekspeditioner søges syn for sagn og graves i jorden på den sagnomspundne ø. Formålet med undersøgelserne var at tidsfæste de tre voldsteder, som er bevaret på Hjelm, og vurdere, hvorvidt de udgjorde én samlet fæstning af øen. Deres indbyrdes placering inden for en radius af kun 175 meter er helt unik. Endvidere skulle forsvarsværkerne og bebyggelsens karakter analyseres. Det store spørgsmål var, om det var muligt at lokalisere de fredløses møntværksted midt i alt vildnisset mellem voldstederne Fyrbakken og Kastelsbakken, hvor der tidligere var gjort møntfund. 

Da den norske konge og de fredløse gik i land på Hjelm i 1290, var øen øde og ubeboet og dækket af løvskov. Hele tre borge fandt man det nødvendigt at opføre for at sikre den i forvejen utilgængelige ø, hvor de stejle kystskrænter har udgjort en befæstning i sig selv.

Borgene er opført samtidig. Det fremgår tydeligt af deres identiske byggestil. Store mængder opgravet ler fra voldgravene er lagt op i metertykke lag, og man har på den måde opbygget de tre borgbanker. Øens træbevoksning er anvendt til opførelsen af borgenes forsvarsværker i form af palisader, tårne mv. På Kastelsbakken mod vest påviste man stolper gravet ned i tre meters dybde, der understøttede et tårn, som har været 7 x 7 meter stort og tre til fire etager højt. Der har antagelig indgået tre sådanne tårne i borgen på Kastelsbakken. Mod ydersiden blev forsvarsværket forstærket med en tre meter bred vold, sandsynligvis med palisade på toppen. Skådebakken mod syd-øst har været forsynet med et 6 x 10 meter stort tårn, som var flere etager højt.

Hjelm hæver sig ind mod midten af øen, og her blev den centrale borg Fyrbakken anlagt. Man har gravet en seks meter dyb voldgrav, og af det opgravede materiale blev den 30 x 50 meter store borgbanke anlagt og yderst forsynet med en palisade. De stejle og høje voldgravssider har udgjort en stærk befæstning, og man har ikke fundet det nødvendigt med en vold langs kanten som på Kastelsbakken. Banken har rummet boliger til den nødvendige bemanding samt køkken, værksteder og repræsentative bygninger til øens kommandant.

Det var formodentlig her, Marsk Stig og de andre magtfulde mænd samledes både før og efter togterne. En 12 meter lang bro førte over voldgraven til borgbanken med et kompleks af sammenbyggede huse, hvoraf tre blev delvist undersøgt ved udgravningerne. De er opført helt i træ eller i bindingsværk med tavl i lerklining eller soltørrede sten samt med vægge af lodretstillede planker. Man har anvendt de forhåndenværende materialer, og både på Fyrbakken og Skådebakken er dele af en skibsside anvendt som vægpanel. Bortset fra bagvæggen af en ovn bygget af munkesten, indgik tegl og frådsten kun i særlige bygningsdele. En 12 kvadratmeter stor kampestensbygget kælder har sikkert ligget i tilknytning til borgens køkken.

Fra de tre voldsteder har man kunnet overvåge sejladsen i en stor del af Kattegat. Strategisk var det hensigtsmæssigt med flere befæstede borge på øen. Styrken var på den måde fordelt på flere lokaliteter; det gjorde et bagholdsangreb under en eventuel belejring til en mulighed. 

I området mellem voldstederne har der ligget stalde til øens dyrehold. Det var nødvendigt at have en permanent styrke på øen, og den skulle klare sig gennem vinteren. Bemandingen af de tre borge, de personer, som tog sig af dyrene, håndværkerne samt deres familier, kan næppe have udgjort under 100 personer, som levede på øen året rundt. Det har fordret en høj grad af selvforsyning. Knoglematerialet fra udgravningerne viste, at man har haft dyrehold på øen – kvæg, får, grise, høns og kaniner, og ikke sjældent var torsk og fladfisk på menuen. Ved herskabelige middage, indtaget især på Fyrbakken, er der serveret køller af dådyr, rådyr samt vildsvin, som man har skaffet fra fastlandet. 

De tilfangetagne møntmestre på Hjelm, som omtales i kilderne, kom virkelig på arbejde. Fra plyndringstogterne af byerne ved de danske farvande hjembragte man alskens isenkram af kobber. Møntfremstilling var et kongeligt regale, kongens eneret. Derfor var det et alvorligt angreb mod kongemagten, når de fredløse på Hjelm lod fremstille falske mønter, og satte dem i omløb sammen med kongens rigtige mønter. Udgravningerne viste, at det lykkedes de fredløse at få et betydeligt falskmøntneri i gang, som det også fremgår af Hindsgavlforliget mellem den danske og den norske konge i 1295. Ifølge forligsteksten skulle den norske konge legalt kunne beholde Hjelm, hvis han sørgede for, at produktionen af falske mønter ophørte.

Ved udgravningen blev der i en lang række søgegrøfter i områderne mellem borganlæggene søgt efter spor af de landbrugsbygninger, der hørte til borgene. Det var meget overraskende, at der i så godt som alle grøfter blev fundet mønter og større mængder kobberstykker fra møntproduktionen. Tre steder var koncentrationen særlig stor. Det var ved den på forhånd kendte lokalitet Møntstedet, ved en lavning i terrænet nord for Kastelsbakken samt tæt ved voldgraven nord for Fyrbakken. Ved Fyrbakken blev dele af et egentligt møntværksted udgravet, med vægrende, spor af den stolpe, hvor understemplet formodentlig har siddet, tre delvist nedgravede tønder samt en esse. Grundplanen ligner i påfaldende grad den, som man kender fra ærkebispens møntværksted i Trondhjem. 

Nord for Kastelsbakken blev der påvist rester af bygninger, der kan vise sig at have rummet en møntsmedje. Små smeltedråber sprøjter fra den glødende kobberlegering, når smeltediglen bæres fra essen til støbeformen. Fundet af sådanne smeltedråber viser, at vi her er helt tæt på støbeprocessen. På grund af kraftig nedpløjning ved »Møntstedet« var det ikke muligt at påvise sporene fra selve værkstedet, men såkaldte råemner, halv- og helfærdige mønter, viser, at det engang har været her. Der er ikke tvivl om, at man på disse pladser har arbejdet med møntproduktion. Flere tusinde kobberstykker repræsenterer alle stadier i fremstillingsprocessen: råvarer i form af skrotmetal, støbeaffald, nystøbte og udhamrede barrer, afklippede kvadratiske stykker, som ved koldsmedning blev forarbejdet videre til blanketter og færdige mønter. Man har også klippet møntbarrer direkte af kobberkedler og heraf fremstillet blanketter.

Møntstemplet, det sidste og afgørende led i møntproduktion, var der også. Det lå på møntværkstedet nord for Kastelsbakken i resterne af et formodet værksted med tilhørende esse. Mest af alt ligner stemplet en simpel jernstang. Det er et såkaldt overstempel, 16 centimeter langt og 3 centimeter i diameter.

For enden tegner der sig et lidt uskarpt billede af en af Erik Menveds nørrejyske mønter, hvis ene side bærer et kors med liljeformede ender. Denne mønttype er blandt de hyppigst forekommende på Hjelm og udgør 22 procent af de i alt 350 mønter, det har været muligt at typebestemme. Med få undtagelser bærer mønterne de præg, der har været benyttet i perioden 1290-1295, og der er ikke fundet falske mønter, som er produceret efter 1295. Alt tyder således på, at møntproduktionen stoppede efter Hindsgavlforliget.

Der var ikke meget sølv i kongens mønt på denne tid. Siden 1230’erne var det på grund af landets dårlige økonomi blevet almindeligt at tilføre mønterne mere kobber og tilsvarende mindre sølv. Omkring 1290 indeholdt kongens mønt kun 10 procent sølv. Skulle det give mening for de fredløse at fremstille mønter, måtte det være med et lavere indhold eller helt uden sølv. Metallurgiske undersøgelser har bekræftet antagelsen om, at de mange fundne mønter med præg fra perioden 1290-1295 er rene kobbermønter. Spørgsmålet er så, hvordan man fik mønterne til at ligne kongens, der trods deres lave sølvindhold har skinnet som sølv. Skinnede de rødligt som kobber, var hele idéen med at give dem kongens præg nærmest omsonst. Det mest sandsynlige er, at kobbermønterne er blevet dyppet i en sølvholdig væske. Hornsølv er en almindeligt forekommende sølvmalm, der på denne tid blev udvundet i Tyskland. Lægges mønterne i en opløsning af hornsølv opløst i en ammoniakholdig væske såsom urin, får de en tynd sølvskinnende overflade, som ikke kan skelnes fra mønter med et sølvindhold på 10 procent. Sølvlaget er så tyndt, at det på de fundne mønter er helt opløst efter opholdet i jorden. På en enkelt mønt blev der dog sporet rester af sølvklorid, der kan stamme fra en møntforsølvning. 

Der er fundet flere tusinde genstande fra falskmøntnervirksomheden på Hjelm, og det skønnes, at der har været adskillige værksteder på øen, hvoraf vi altså har fundet spor af tre. Såfremt falskmøntneriet har haft den tilsigtede skadelige indvirkning på kongerigets økonomi, som antydet i de skriftlige kilder, er der produceret mange hundredtusinder falske mønter på Hjelm.

I et brev skrevet den 2. maj 1307 beklager den norske konge sig over, at Erik Menved det foregående år havde erobret Hjelm og nedbrændt borgene. Erik Menved må have øjnet muligheden for at komme af med den fjendtlige trussel midt i riget, mens krigen mod den norske konge blev ført i Halland. Til det formål havde han samlet en hær, der nu kunne sættes ind ved erobringen af Hjelm. Det har næppe voldt problemer at trænge op på øens højland gennem slugten ved Skådebakken. Fundet af 18 armbrøstpile og tre spydspidser i området ved Kastelsbakken kunne tyde på, at man trods alt måtte kæmpe for at indtage den borg, der må have været første mål for belejringen. Borgen på Fyrbakken var stærk efter tidens forhold, og de fleste forsvarere er uden tvivl søgt derhen. Det har krævet lang og hård kamp, før Fyrbakken kunne indtages. Erik Menved har sikkert ikke haft noget personligt udestående med forsvarerne, men var blot interesseret i, at borgene blev jævnet med jorden. Det har placeret de forsvarende i en gunstig forhandlingsposition, og da der ikke har kunnet konstateres tegn på kamp ved øens centrale borg, må man forestille sig, at det hvide flag er blevet hejst over Fyrbakken. Kommandant, soldater, håndværkere og kokke og de, der passede dyr, køkkenhaver og andet, samt deres koner og børn har fået frit lejde og tilladelse til at sejle til Norge. Dernæst har kongen sat ild på borgen. Denne begivenhed kunne tydeligt erkendes i de arkæologiske udgravninger som et askelag med trækul og brændte bygningsdele, der overalt forseglede de levn, som 16 års liv på øen havde efterladt. Men hermed var historien om de fredløse og den norske konge på Hjelm dog endnu ikke slut. Umiddelbart efter branden på Fyrbakken begyndte man at bygge borgbanken op igen. Sandsynligvis har den norske konge villet håndhæve sin ret til øen som aftalt ved Hindsgavlforliget i 1295. Der blev dog aldrig opført nye borgbygninger på banken, og Hjelm forsvinder herefter ud af Danmarks middelalderhistorie.