RUNER

Runer i historien

I begyndelsen af vores tidsregning opfandt germanske folk i Nordeuropa runerne – sandsynligvis med inspiration fra Middelhavsområdets alfabeter i syd. Runer er kantede bogstaver, vi hovedsageligt finder ristet (ridset) i hårde materialer som ben, træ og sten. Den ældste kendte runeindskrift findes på en kam, som omkring år 150 blev ofret i Vimose på Fyn. På kammen står navnet Harja skrevet med runer.  

Ligesom bogstaverne i den latinske ABC blev runerne husket i en bestemt rækkefølge. Forskerne kalder runerækken futhark (også skrevet ’fuþark’) efter alfabetets seks første lyde. Den ældre futhark fra jernalderen bestod af 24 tegn. Den måske mest berømte indskrift med jernalderruner i Danmark kendes fra det mindste af de to guldhorn fra Gallehus, som i 1802 blev stjålet og omsmeltet. Det var præget med ordene ekhlewagastiR : holtijaR : horna : tawido – ”Jeg Lægæst fra Holt gjorde hornet”. 

Da de germanske folkeslag anglerne, sakserne og jyderne i 400-tallet indledte en udvandring til det nuværende England, tog de runerne med. I England blev runealfabetet, her kaldet futhorc, udvidet med flere nye tegn, der passede til lydene i oldengelsk (angelsaksisk). Mens angelsakserne tilføjede runer, gjorde deres slægtninge i Skandinavien det stik modsatte: Ved overgangen til vikingetiden i 700-tallet blev den nordiske futhark forenklet fra 24 til 16 tegn. Effektiviseringen bevirkede, at indskrifter med den yngre futhark i højere grad skulle forstås ud fra deres sammenhæng – eksempelvis blev det samme tegn (ᛒ) brugt for både lyden ’b’ og ’p’. 

Runerne blev ifølge nordisk mytologi opfundet af Odin selv. Eddadigtet Hávamál (Den Højes, dvs. Odins, Tale) beskriver, hvordan Odin lærte sig runekunsten ved at hænge ni nætter i verdenstræet Yggdrasil – sulten, tørstig og gennemboret af et spyd: ”Odin skar runer/da ingen var til”. 

Mange af vikingetidens runeindskrifter optræder på runesten. Heraf befinder de fleste sig i Sverige, hvor der er fundet op mod 3000 runesten. Til sammenligning kendes der ca. 250 runesten fra Danmark og ca. 50 fra Norge. Den længste runeindskrift er også svensk: Rökstenen nær søen Vättern indeholder over 750 runer. Teksten på en typisk runesten er dog væsentligt kortere og mindes som regel en afdød med formlen: ”X rejste denne sten til minde om Y”. Runeristeren og den afdøde var ofte beslægtede, men andre relationer forekom også. På Hørningstenen takker en frigiven træl angiveligt sin tidligere ejer: ”Toke Smed rejste stenen efter Troels, Gudmunds søn, som gav ham guld og frihed.” Runestenene kunne også mindes historiske begivenheder: Omkring år 965 anbragte kong Harald Blåtand således den store runesten i Jelling med indskriften: ”Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne.” 

Med kristendommen fulgte det latinske alfabet, som efter vikingetogternes ophør i 1000-tallet gradvis fortrængte runerne. Men kendskabet til runealfabetet overlevede længe i Skandinavien, hvor mange fortsatte med at skrive med runer. I Bergen har arkæologerne således fundet omkring 650 runeindskrifter på pinde og andre materialer, som indbyggerne i 1100-1300-tallet brugte til almen kommunikation og sladder, f.eks.: ”Smeden var i seng med Vigdis”. Først i 1900-tallet holdt indbyggerne i det afsidesliggende Älvdalen i Sverige helt op med at bruge runer. 

Runer hos Tolkien

Elverfolket opfandt skrivekunsten. I skæret fra de to strålende træer på gudernes kontinent Aman, som oplyste verden før solens skabelse, udviklede elveren Rúmil bogstaver til at skrive med blæk og pen. Lidt senere skabte den geniale opfinder Fëanor den elegante skrift Tengwar, der snart blev den dominerende skrifttype i verden. I Midgård på den anden side af havet udviklede elverskjalden Daeron en kantet skrift, der kunne ridses i træ eller sten. Daeron kaldte sine tegn cirth [kirθ] – runer. 

Som skjald for den magtfulde elverkonge Thingol i skovriget Doriath var Daeron en af verdens dygtigste musikere. Sine evner brugte han blandt andet til at besynge Thingols datter Lúthien, der dog ikke gengældte hans kærlighed. På lignende vis ignorerede elverne i lang tid Daerons runer. Omtrent samtidig med den første solopgang kom Fëanor og hans flok af noldor-elvere, der var røget uklar med guderne, over havet til Midgård. Fëanor medbragte sin opfindelse Tengwar, og skriften spredte sig hurtigt. Fëanors penneskrevne bogstaver var præget af en særlig systematik, hvor beslægtede lyde blev skrevet med grafisk beslægtede tegn. F.eks. blev den ustemte læbelyd ’p’ skrevet , men tilføjede skriveren en bue, stod det ændrede tegn for den stemte læbelyd ’b’. Tengwar inspirerede angiveligt Daeron til at systematisere sine runer – i hvert fald opstod Angerthas Daeron (Daerons langruner), hvor lydene også var sat i system, så runer for beslægtede talelyde lignede hinanden grafisk. F.eks. blev læbelydene ’b’ og ’m’ skrevet henholdsvis ’ᚱ’ og ’ᛒ’. 

I den første tidsalder blev Daerons runer primært brugt til mindeindskrifter. Tegnene spredte sig til mennesker og dværge med forbindelse til Thingols skovrige. Mennesket Túrin blev f.eks. mindet med en runesten i skovbrynet. Túrin havde dræbt dragen Glaurung og derefter begået selvmord, da han opdagede, at hans kone rent faktisk var hans søster. På runestenen stod blandt andet de elviske ord Dagnir Glaurunga – Glaurungs banemand. 

Runerne gik langsomt af mode blandt elverne, der foretrak at skrive med Tengwar. I den anden tidsalder spredte runerne sig angiveligt fra det østlige elverrige Eregion – hvor mægtige smede havde travlt med at smede magiske ringe – og videre østpå til dværgenes miner i Moria. I Moria opstod en særlig variant af runerne, nemlig Angerthas Moria (Morias langruner). Dværgene tilføjede blandt andet seks nye cirth (runetegn). En variant af Morias runer blev også brugt af dværgene i Det Ensomme Bjerg, som senere blev overtaget af dragen Smaug. Mennesker og orker skrev også sommetider med runer, ofte i en korrumperet udgave. 

I den tredje tidsalder var runerne stort set forbeholdt dværge, der ovenikøbet begyndte at skrive de kantede tegn med pen og blæk. Dværgene udviklede også månebogstaver – runer skrevet med sølvpenne og et særligt blæk, der kun kunne ses, når månen lyste gennem det. Da troldmanden Gandalf ville vise Thorin og de andre dværge vej til Bilbo Sækkers hus, ridsede han med sin stav nogle runer ind i hobbittens fordør. Og da dværgene forsøgte at overtale Bilbo til at drage med på eventyr, viste de ham et landkort, der var beskrevet med både runer og månebogstaver. Først hos elveren Elrond i Kløvedal blev kortets månebogstaver afsløret. 

Under Krigen om Ringen bar Sarumans orker hjelme, der var markeret med hvide S-runer. På flugt fra andre orker i Morias miner fandt hobbitten Frodo og hans følge de sørgelige rester af Mazarbuls Bog – dværgen Balins sidste beretning, desperat nedfældet med håndskrevne runer. I minerne opdagede rejsefølget desuden Balins grav, der var markeret med en vandret stentavle med runer.