Moesgaard møder Tolkien 1:5
I denne episode af "Moesgaard møder Tolkien" kan du bla. høre om Boromirs skibsbegravelse, både på Anduin, Gokstadbåden og meget mere.
Din vært er Niels Kristian Egense Møller, formidler ved Moesgaard. Og med sig i studiet har han Rasmus Birch (Arkæolog og Ph.d.) samt Jette Linaa (Museumsinspektør og Ph.d.).
I år 793 sejlede en flok skandinaver over havet til den engelske ø Lindisfarne. Deres angreb på øens kloster er traditionelt blevet set som starten på vikingetiden. Jernalderens klinkbyggede, åredrevne skibstype var for nylig blevet forbedret med tilføjelsen af en mast med firkantet sejl. Dermed kunne skandinaviske sørøvere, med havvindens hjælp og et truende dragehoved i stævnen, forlade de hjemlige kyster og drage over havet for at plyndre, handle og kolonisere. Uden vikingeskibe, ingen vikingetid.
I de følgende år blev store dele af De Britiske Øer og Frankrig udsat for vikingernes plyndringstogter. De fladbundede og lette skibe kunne også snildt sejle op ad floder, som det skete i 845, da vikingerne belejrede Paris. Andre vikingeflåder rundede Den Iberiske Halvø, angreb det muslimske rige al-Andalus i det nuværende Portugal og Spanien og sejlede ind i Middelhavet. Samtidig sejlede vikinger østpå over Østersøen og videre ned ad de østeuropæiske floder i både af skandinavisk model. I 860 krydsede en flåde Sortehavet og angreb kejserstaden Konstantinopel, det nuværende Istanbul.
I 800-tallet bredte vikingerne sig til de nordatlantiske øer Færøerne og Island, hvor de grundlagde nybyggersamfund. Til det projekt benyttede vikingerne sig ikke kun af de slanke langskibe, men også af knarrer – brede fragtskibe, der kunne transportere kvæg og andre livsfornødenheder over havet. Vikingen Erik den Røde grundlagde i det sene 900-tal en ny koloni på Grønland. Hans søn Leif den Lykkelige sejlede videre vestpå og udforskede som den første europæer dele af Nordamerika. Omkring år 1000 opførte Leif en kortlivet bebyggelse på Newfoundland i det nuværende Canada.
Skibene tjente ikke kun til rejser på hav og floder i den virkelige verden, men også i det hinsides. Fremstående vikinger blev stedt til hvile i skibe, der siden blev dækket til med jordhøje. Skibsbegravelser med rigelige mængder gravgods til efterlivet kendes også fra blandt andetblandt andet Gokstad i Norge, hvorfra Moesgaard for tiden udstiller en særlig velbevaret båd. I en myte i nordisk mytologi lægges Odins afdøde søn Balder i et skib, der siden antændes som ligbål. At fortællingen bygger på en historisk skik, bekræftes af den arabiske gesandt ibn Fadlan, som omkring år 922 besøgte en flok vikinger ved Volgafloden. Her overværede Fadlan med egne øjne, hvordan vikingerne misbrugte og dræbte en trælkvinde, der skulle følge sin afdøde herre i døden. Kvindens lig blev anbragt ved siden af høvdingens om bord på et skib, som vikingerne herefter stak i brand.
I 1013 sendte vikingekongen Svend Tveskæg en armada af vikingeskibe af sted fra Danmark for endegyldigt at erobre England. Begivenheden blev omkring år 1040 skildret af en munk i klosteret Sankt Omer i det nuværende Belgien: ”På et givet tegn stak de nu med ét til søs under glædesråb og placerede sig, som det var blevet dem befalet, om kongeskibet således, at en del sejlede foran det, en del bagefter det, men dog med forstævnene i lige linje. Her kunne man se det blå hav skumme vidt og bredt, mens det piskedes af de talrige årers slag, og solen sendte dobbelte stråler ud i luften, idet dens lys kastedes tilbage fra det glinsende metal. Og hvorfor nu bruge flere ord?”
I tidernes morgen opdagede jagtguden Oromë på en rejse østover i Midgård, at det første elverfolk var vågnet til live ved indlandssøen Cuiviénen. Da guderne i vest omsider modtog nyheden, inviterede de begejstret de nye væsner til at komme til gudernes kontinent Aman og leve sammen med dem. Men mellem Midgård og Aman lå et stort hav, der skulle krydses.
Enkelte elvere afslog invitationen og blev til mørkelvere. De såkaldte gråelvere deltog i marchen mod vest, men forelskede sig i den lokale natur og kom aldrig over havet. Eftersom elverfolket stadig ikke mestrede kunsten at bygge skibe, tog havguden Ulmo øen Tol Eressëa og brugte den til at færge de mange rejselystne elvere over til gudernes rige. Mens de to elverklaner Vanyar (lyselvere) og Noldor (dybelvere) slog sig ned inde i Aman, bosatte klanen Teleri (havelvere) sig ved østkysten, hvor de blev dygtige skibsbyggere.
Elvernes skibe var hvide, slanke og lette. Stævnen var formet som et svanehoved med krum hals. De såkaldte svaneskibe blev roet med årer, men havde også en enkelt mast med et firkantet sejl, der kunne hejses for at udnytte havvinden. Da den geniale opfinder Fëanor, skaberen af de tre lysende ædelsten silmarillerne, fik brug for flugtskibe, angreb han Teleri-elvernes by Alqualondë (Svanehavnen). Fëanor var røget uklar med både sin bror og guderne. Hans store flok af Noldor-elvere dræbte adskillige Teleri, stjal deres skibe og sejlede over havet tilbage til Midgård.
Selvom Fëanor og hans Noldor brændte de stjålne skibe, var skibsteknologien kommet til Midgård for at blive. I den første tidsalder spillede skibene en vigtig rolle i elvernes og den nye race menneskenes kamp mod den onde Morgoth. Ombord på sit stolte skib Wingelot (Skumblomst) sejlede søhelten Eärendil (Havelsker) – halvt menneske og halvt elver – over havet til Aman for at bede guderne om bistand. Under endekampen mod Morgoth kunne Eärendil, med en silmaril bundet om sin pande, tilmed sejle gennem luften med Wingelot, hvorfra han dræbte kæmpedragen Ancalagon den Sorte.
I den anden tidsalder blev de mennesker, der havde bidraget til Morgoths fald, belønnet med øen Númenor i havet ud for Aman – som guderne dog forbød dem at besejle. Númenoreanerne blev dygtige skibsbyggere, der udforskede Midgårds kyster. Ifølge enkelte kilder havde númenoreanerne en tradition for skibsbegravelser – deres døde blev lagt i både og søsat. Da Morgoths tjener Sauron lokkede den númenoreanske konge Ar-Pharazôn til at angribe Aman med en kæmpe armada, lod guderne Númenor synke i havet. Aman blev fjernet fra den fysiske verden, og jorden blev omformet fra flad til rund. Men elverne kunne stadig nå Aman med deres skibe.
Midgårds kyster blev i den tredje tidsalder besejlet af blandt andetblandt andet sørøvere fra Umbar i syd. Der var også en livlig trafik på de østlige floder, hvor blandt andet tønder blev brugt til at fragte varer ad vandvejen fra skovelvernes rige til Søby, der var bygget på pæle ude i vandet. Undervejs til Mordor sejlede ringbæreren Frodo og hans følge et stykke ned ad den store flod Anduin i elverbåde fra Lórien. Da orker havde dræbt Boromir, efterkommer af númenoreanerne, blev han på traditionel vis søsat i én af bådene sammen med sine ejendele. Efter Krigen om Ringen gav skibsbyggeren Círdan blandt andet Frodo og Gandalf tilladelse til at sejle med et hvidt elverskib fra Gråhavne til gudernes rige.