Moesgaard løfter sig op af græsengen med store glasfacader, der lader lyset falde ind på undergrunden under museet. Kun et stenkast fra den moderne museumsbygning ligger den gamle herregård med en håndfuld længer, der omslutter en lille stenbelagt gårdsplads. Det er hér, i en af længerne, at arkæologerne holder til. Efter at have passeret en lang gang og en plakat med ordene ”Keep calm and keep digging” finder man Xenias kontor.

Nærbilleder af bronze fundet i jorden fra en udgravning ligger spredt over bordet og fortæller en historie om fortidens brug af bronze for det indviede øje.

Xenia stabler papirerne i en bunke. ”Det er min kollega, der har speciale i bronzealderen, men i dag skal vi nok lidt længere tilbage i tiden.” Xenia Pauli Jensen er arkæolog, seniorforsker og har med en stribe af bøger og publikationer gravet sig ned i forhistoriens krigsførelse.

I hele menneskets historie har der været eksempler på strid mellem både individer og stammer, men krig adskiller sig ved at være mere organiseret. ”Om mennesket altid har været i krig kommer an på, hvad vi definerer som krig,” siger Xenia og skænker kaffe op. ”Jeg vil definere krig som organiseret vold, der inkluderer mindst to uafhængige enheder”

I løbet af bondestenalderen fra 4000 til 1700 f.v.t ser man et relativt højt antal af ikke-dødelige skader på skeletfund, hvilket giver en indikation om, at voldelige sammenstød var en hyppig realitet for stenaldermennesket. Fundene vidner om, at sporadiske plyndringer og drab ikke har været fremmede for vores forfædre. ”I krig må mennesker kunne finde ud af at organisere sig, og jo bedre man er til at organisere sig, jo større er muligheden for succes i krig.”

På jagt efter krig

Lyset fra et begyndende forår strømmer ind gennem vinduet og lægger sig over nogle stablede papkasser med hver sin lille håndskrevne seddel på - ”Sværd”, ”Jern”, ”Romersk import”.

Når fortidens verden skal graves frem, benytter arkæologer sig af forskellige fund til at danne et billede af vores forfædre. Skader på skeletter kan afsløre dødsårsagen, og våben kan vidne om kampe. ”Med arkæologien er det sjældent helt så simpelt. En dødelig skade på et skelet kan være sket naturligt, og et spyd, man finder, kunne både være brugt til jagt og i krig.”

Et fund fra Sydtyskland fortæller os en gruopvækkende historie om en hel landsby af mænd, kvinder og børn, der alle blev dræbt omkring år 5.000 f.v.t i en massakre. Undersøgelser af skeletterne fra landsbyens beboere vidner om, at de blev dræbt af slag fra skarøkser, som normalt ellers er et hverdagsredskab til at lave udskæringer i træ. Den sydtyske landsby er en grum demonstration af, at våben ikke er en nødvendighed for, at forhistoriens mennesker kunne føre krig. Fund af økser, hamre, spyd eller pile er altså ikke ensbetydende med hverken dagligdagsredskaber eller mordvåben.

Hver sin krig til hver sin tid

Krige startede ikke på samme tid alle steder i verden. Mange arkæologer mener, at de første krige begyndte at opstå i Europa efter den sidste istid omkring 9700 f.v.t, da jæger-samlere i denne periode begyndte at lave mere permanente beboelser og danne mere komplekse samfund.

Bevægelsen mod krig går altså ikke lige hurtigt alle steder i verden. I Japan finder man kun sparsomme tegn på voldelige dødsfald blandt jæger-samlergrupper fra 13.000 til 800 f.v.t, og det er først ved udbredelsen af risdyrkning i 300 f.v.t, at forekomsten af drabelige konflikter eskalerer. Japans udvikling står i stærk kontrast til civilisationerne i Nordafrika og Mesopotamien, der allerede i år 3.000 f.v.t havde udviklet hære med formelle hierarkier og organiserede forsyningskæder.

Perioder med naturkatastrofer som oversvømmelser, tørke og fejlslagen høst kan få ellers fredelige samfund til at gå i krig, men katastrofer er ikke ensbetydende med krig. ”En krig starter ikke ved, at en prins bliver skudt i Sarajevo,” siger Xenia. ”Hver gang der er et eksempel på nogle forhold, der fik en krig til at bryde ud, så er der også et andet eksempel på den samme situation, som ikke førte til krig.”

Krig blandt mennesker

Menneskets fortælling bliver i høj grad fortalt af de mange genstande, der lige så stille dukker op fra jorden. Nye fund og undersøgelsesteknikker kaster til stadighed nyt lys på vores forhistorie, men forskningen har ikke altid tiden på sin side, når vind og vejr nedbryder fundene. Hvorvidt krige var udbredt blandt mennesker før den sidste istid (9.700 f.v.t) debatteres stadig. Fund fra flere verdensdele gør det klart, at interaktionen mellem mennesker ikke altid var fredelig, men om stridighederne kan betegnes som krige er ikke entydigt.

Spørgsmålet om, hvorvidt vi altid har ført krig, leder os langt tilbage i menneskets historie, og svaret afhænger i høj grad af vores definition på krig. At finde en flintespids begravet i knoglen på et over 12.000 år gammelt skelet tyder på en voldsom hændelse, men det er ikke ensbetydende med krig. For at få svar på menneskets historie med krig er det måske et andet spørgsmål, der skal stilles: Er krig en del af menneskets natur? Xenias blik bliver alvorligt bag brillerne. ”Mennesket har en kapacitet til vold, så hvis krig er vold, så har vi altid haft det - men krig er mere end vold.”

Kilder:

◀ Curry, A. (n.d.). The Roots of Violence - Archaeology Magazine.

◀ Ferguson, R. B. (2024, February 20). War is not part of human nature. Scientific American.

◀ Glowacki, L. Isakov, A., Wrangham, R., McDermott, R., Fowler, J., & Christakis, N. (2016). Formation of raiding parties for intergroup violence is mediated by social network structure. Proceedings of the National Academy of Sciences, 113(43), 12114-12119.

◀ Greenspan, J., & Greenspan, J. (2023, November 6). When did humans start waging wars? HISTORY.

◀ Iversen, R. (2016a). Arrowheads as indicators of interpersonal violence and group identity among the Neolithic Pitted Ware hunters of southwestern Scandinavia. Journal of Anthropological Archaeology, 44, 69–86.

◀ Thorpe, I. J. (2003). Anthropology, archaeology, and the origin of warfare. World Archaeology, 35(1), 145–165.