Med kristendommens indtog kom en ny kosmologi til Danmark. Men troen på, at de døde lever videre i efterlivet, forsvandt ingen steder. Den fik blot nye ansigter.
Når man vil forstå noget generelt om middelalderen, er det vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om en periode, der strækker sig over mange århundreder.
Middelalderen blev til en egentlig historisk periode i 1600-tallet, hvor historikere begyndte at arbejde med perioden som ’Mellemtiden’. I dag arbejder historikere med inddelingen i ’Højmiddelalder’ (1050-1340) og ’Senmiddelalder’ (1340-1536).
Selvom Højmiddelalderen og Senmiddelalderen er to perioder med store forskelle, er tro og kristendom noget af det, der binder perioden sammen.
Middelalderdanskerne levede i en tid, hvor kristendommen satte rammerne for livet. Man troede på en almægtig og straffende Gud og fortællingerne om Skærsilden og Helvede var til stede i folks daglige bevidsthed.
En almindelig bonde var overbevist om, at Skærsilden var en uundgåelig station på vejen væk fra Jorden. Skærsilden ventede på din sjæl, og du ville blive straffet for dine syndere. Kun rene sjæle måtte flyve til Paradis.
De fortabte sjæle måtte til Helvede. Dem, der havde vendt sig fra Gud og overgivet sig til det onde, måtte brænde op her i strid og fortvivlelse blandt kulde, stank og orme.
Dødedansen
Kirken ønskede at konstant påminde folk om vigtigheden i at leve med tanke på sjælens endelige frelse. Motivet ’dødedansen’ dukkede op malet i klostre og kirker og forestillede døden i skikkelse af et skelet, der dansede blandt de levende.
Budskabet fungerede som et frygtindgydende memento mori, en påmindelse om døden, i perspektivet af den endelige sjælelige opgørelse.
I det daglige liv blandede magiske forestillinger sig med folks kristne tro. Der er sågar fundet blyamuletter med indskrifter, der påkalder dæmoner til beskyttelse mod elverfolk og trolde. Tankerne kan nemt ledes videre på de amuletter, oldegypterne lagde i graven sammen med deres mumificerede afdøde.
Spøgelser og dødninge
Middelalderdanskernes trosforestillinger bevægede sig langt ud over biblens ord. Forestillingerne om ånder blev forbundet med hedninge og vantro, men ikke desto mindre var det en udbredt overbevisning, at de døde gik igen.
Hjemsøgende gengangere spredte frygt og rædsel i folks bevidsthed. Mange kunne fortælle om den isnende kulde, der gik gennem kroppen ved mødet med dødninge og spøgelser. Når de dødes skikkelser forlod gravene i mørket og huserede i tomme bygninger, var det nok Satan selv, der var kommet på besøg hos de levende.
