Samtalerne der aldrig stopper

HVORDAN SNAKKER LEVENDE OG DØDE SAMMEN?

Ca. 3150 F.KR. - 2025 E.KR.
På tværs af historien

Hvad sker der, når mine kære dør? Kan vi fortsætte vores liv sammen – og hvordan?

Mennesket har altid været optaget af, hvad døden egentlig er for en størrelse. Næsten alle samfund og kulturer bærer en forestilling om, hvad der sker, når vi dør, og hvordan forholdet mellem de levende og de døde er.

Forestillingen om, at de levende og døde kan interagere med hinanden, er formentlig lige så gammel som mennesket selv. Man kan finde den i forskellige udgaver i forhistoriske trosforestillinger – og man finder den i forskellige former verden over i dag, hvor man for eksempel i det moderne Mexico fejrer ’De Dødes Dag’. På denne dag kommer de døde ligefrem på besøg blandt de levende til festlighederne, der er blevet forberedt i flere uger.

’Día de los Muertos’ i Mexico

Nutiden

Selvom det måske kan forekomme helt grotesk for os danskere at forestille sig en lystig fejring af døden, hvor de døde er velkomne gæster til festen, har vi historisk set ikke altid været så langt fra mexicanerne.

I Mexico fejrer man ’Día de los Muertos’ (De Dødes Dag). På denne dag vender de døde tilbage til de levendes verden. Familier opstiller farverige ofringsaltre fyldt med mad og minder, så de afdøde kan besøge og kommunikere med deres nære og kære.

Kranier pyntet med glasur i alle regnbuens farver pryder bordet ved festmåltidet. På dansk kaldes dagen Allehelgensdag. I den katolske kirke er det her, hvor man mindes og beder for de afdødes sjæle på deres vej gennem skærsilden. I en folkelig udgave af katolicismen i Mexico har dagen taget form af en kæmpemæssigt fest.

Hvert år til Día de los Muertos besøger jeg mine kære. Det er et glædens gensyn til festmåltidet, hvor jeg atter sætter mig til bords blandt mine døtre og sønner.

Afdød

Sukkerkranierne er ofte dekoreret med farverige mønstre og blomster og kan bære navnene på de afdøde personer, de er dedikeret til. De tjener som symbolsk hyldest til de afdøde og minder deltagerne om de kærlige minder, de har om dem.

I mexicansk kultur og i mange andre kulturer rundt om i verden tror man på, at sjælen overlever døden. Sukkerkranierne symboliserer den tro på fortsat eksistens og liv efter døden.

Chokoladekranier og dødebrød står på menuen, når de døde vender tilbage. Det kan de kun denne ene dag, menes det. Årets alter dedikeres til familiens senest afdøde. Alt planlægges og udføres efter afdøde bedstefars interesser.

De Dødes Dag fejres særligt af mennesker med rødder i landets oprindelige befolkning, som også typisk er fattigere og marginaliserede. Døden er ikke en joke, selvom der festes. Den er til stede som et velkendt ansigt på en anden måde end for samfundets mest velstående. Der skabes fællesskab omkring det at sørge – blandt familie, venner, naboer. Man er ikke alene med sin sorg.

Oprindelsen af De Dødes Dag er ukendt, selvom flere har forsøgt at finde frem til den. I kølvandet på den mexicanske revolution blev det et projekt om national identitet. Som noget ’særligt mexicansk’ var sukkerkranierne eksempelvis en reference til mesoamerikansk praksis, da kranier ses på mange ruiner.

Kilder beskriver, hvordan man i Spanien tidligere lavede dødebrød og små sukkerknogler. De Dødes Dag indeholder spanske katolske islæt. ’Día de los Muertos’ er et glimrende eksempel på, hvordan traditioner og kulturer er dynamiske størrelser, der er i evig forandring.

Solens folk

Dansk bronzealder 1700-500 f.Kr.

Bronzealderens danskere levede i klaner og dyrkede solen i et behageligt klima, der er varmere end i dag. Gennem ritualer fastholdt de bevidstheden om at tilhøre klanen og have fælles forfædre.

Solens folk byggede gigantiske gravhøje, der let kan lede tankerne hen på de imponerende pyramider, de gamle egyptere byggede.

Gennem selve gravhøjen og konstruktionen heraf manifesterede man den afdødes betydning for det omgivende samfund. For bronzealderens folk var det af afgørende betydning, at den døde blev sendt standsmæssigt afsted mod efterlivet. Derfor var gravgaver i form af både metaller og rituelle genstande vigtige elementer i datidens begravelsesskikke.

Familien graves op og ned igen i Uganda

Nutiden

Foto: Sophie Seebach

Vi klarede os kun få minutter i denne verden. Men det er os evigt vigtigt at forblive en del af familien.

Afdøde tvillinger

I Gulu i Uganda mener man, at døden ikke er ensbetydende med, at ånden dør. Ånderne fra de afdøde lever videre som en slags skygge blandt de levende. De levende skal respektere de døde og huske at vise dem, at selvom de ikke fysisk er tilstedeværende længere, så er de stadigvæk en del af familien.

Det er vigtigt, at slægtens afdøde er begravet ved hjemmet, så de ikke føler sig uden for familien. Åndernes vrede kan have store konsekvenser for familiens liv.

I Gulu i Uganda vendte mange familier hjem efter to årtiers borgerkrigs afslutning i 2008, men ikke alle kunne bo det nøjagtigt samme sted.

Moesgaard

Mange familier måtte grave deres afdøde familiemedlemmer op og genbegrave dem for at samle familien på ét sted. Afdøde børns ånder har en særlig betydning. Små børn begraves i lerkrukker i den tørre, røde jord, og er det for eksempel tvillingebørn, er beskyttelsen og velsignelsen fra deres ånder ekstraordinær vigtig.

De døde bærer et konstant potentiale for at skabe besvær og mistrivsel for de levende slægtninge. En utilfreds børneånd kan forhindre, at flere børn i familien kan blive undfanget. En tilfreds ånd kan velsigne en mor med mange raske børn.

Vikingernes vej til Valhalla

800-1066 e.Kr.

De asetroende vikinger mente, at den afdøde ville ende i ét af tre mulige efterlivssteder. Sjælen ville svæve fra denne verden og enten videre til dødsriget for almindelige mennesker kaldet ’Hel’ eller videre til ’Fólkvang’, som var stedet for gudinden Freyjas særligt udvalgte. Hvis du var en særligt modig kriger, som var faldet om på slagmarken, var du tapper nok til at ende i gudernes ’Valhalla’.

De efterladte gjorde brutale ofringer, udførte rituelle handlinger ved gravene og brugte runemagi for at opnå kontakt til ånder og forfædre fra den hinsides verden. Vikingerne mente, de døde havde indflydelse på de levendes liv. Var der megen ulykke i dit liv, var det måske, fordi du var raget uklar med din forfader.

En del af mig lever videre i min søn, der en dag skal være høvding. Han kalder på mig og bringer mig gaver. Jeg vejleder ham i livets svære valg, selvom jeg ikke længere er hos ham.

Afdød

Moesgaard

Derfor var det vigtigt for dem at gøre det mest muligt behageligt for den afdøde i efterlivet. Vikingerne begravede deres afdøde med smykker, våben, redskaber, dyr og i nogle tilfælde trælle, der skulle beskytte og hjælpe i det næste liv. Det drejede sig både om statussymbolet i begravelsen for familien, men også om at ære sin forfader.

Arkæologien viser varierende gravsteder afhængigt af tid og sted. Men gravene kunne være jordgrave, skibsgrave, gravkamre, rundhøje, og i nogle tilfælde blev der rejst runesten som mindesmærke for de afdøde forfædre.

Mumier og orakler i oldtiden

3150 f.Kr.-250 e.Kr.

Hvor de gamle egyptere som Hunefer havde dét livsbillede, at efterlivet i underverdenen ventede på dem efter døden, havde de antikke grækere ideen om, at sjælen overlevede døden.

Graven var for oldegypterne et grænseland mellem de levende og de dødes verden. I dette hellige rum kunne de udføre religiøse ceremonier og festligheder, der forbandt de to verdener.

De gamle grækere udførte også rituelle seancer, hvor de gjorde forsøg på at komme i kontakt med afdøde slægtninge. Men direkte dialog med de døde troede de ikke på. Derimod troede grækerne på ’orakler’ som mellemmænd mellem dem selv og de døde.

Moesgaard

Jeg elskede solen, månen og stjernernes kommen og gåen på himlen, planterne og markernes spiren gennem Nildalen ved den årlige livgivende oversvømmelse. Jordens cykler af liv og død.

Afdød

Orakler var religiøse steder eller personer, man kunne stille spørgsmål, der så blev stillet videre til de utilgængelige verdener. Mest berømt er Delphi-oraklet, der blandt andet blev konsulteret for at viderebringe beskeder til og fra de døde eller den frygtindgydende dødsgud Hades selv.

Oldegypterne mumificerede omhyggeligt den afdøde og lagde ham til hvile i selskab med alt det nødvendige, der skulle tages med ind i det næste kapitel. De besøgte ham hyppigt, bragte ham mad og kaldte hans navn for at ’holde ham levende’. Egypterne troede altså på en direkte kommunikation mellem de levende og døde.

Better safe than sorry i Papua Ny Guinea

Nutiden

Titanfolket i Papua Ny Guinea oplever, de døde er til stede omkring de levende og har stor indflydelse på små og store skæbner.

Går en mand i land et nyt sted, er det vigtigt for ham lige at forklare de døde i nærheden, hvem han er, og hvorfor han er til stede. De mennesker, der er døde eller ligger begravede i området, kan ske at være der. Det er ikke sikkert, de er. Men for en sikkerheds skyld må manden vise dem respekt ved at hilse og forklare sig.

Selvom manden hilser på de døde af ren og skær gammel skik, er det alligevel rart for ham at være på den sikre side. Han kan ikke vide, om de døde er der, men han hilser alligevel, hvis der nu skulle være nogle. Kommer en gruppe af mænd til et nyt sted, kan det være en god idé at være ledsaget af de lokale der fra for at opnå de dødes accept af, at de ikke vil dem det ondt.

Historisk set har titanfolket opfattet deres afdøde slægtninges fysiske og metafysiske rester som værende sammenflettede. I 1930’erne var forståelsen af krop og ånd tæt sammenknyttet, og man ophængte med snore fra loftet det afhuggede hovede fra det afdøde familieoverhoved. Her kunne han hænge og overvåge sine slægtninges moralske opførsel.

De højtstående mænds ånder, der hængtes i hjemmet, blev kaldt ’moenpalit’, hvilket betyder ’Hr. Spøgelse’. De kunne straffe de umoralske familiemedlemmer med sygdom, ulykke og i værste fald død.

Med tiden svandt betydningen af moenpalit, men de levendes skik med at kalde på de døde bestod. Ideen om at forfædrenes ånder havde indflydelse i de levendes liv, eksisterer fortsat blandt titanfolket i dag. Derfor kalder en mand på de døde og taler med dem, før han går i land et nyt sted.

Jeg var familiens overhoved. Nu hænger jeg hos mine kære og vogter over deres moral. Når de er gode, skænker jeg dem lykke. Når de ikke er, straffer jeg dem.

Afdød

Døden er for titanfolket snarere en gradvis transformation, end det er ét bestemt øjeblik. Når et ældre menneske nærmer sig sit livs efterår, begynder personen at videregive dele af sig selv til yngre slægtninge. Man bliver ”tømt” én del af gangen, og det er derfor, at ens hud kommer til at hænge i lag, når man bliver ældre.

En ældre mand har været en af de dygtigste kanobyggere, samfundet har kendt til. Nu observerer han udelukkende på sidelinjen af byggeriet, fordi han har videregivet evnen til sin søn.

Selvom manden en dag ikke længere trækker vejret, lever han stadig videre gennem blandt andet dén del af ham selv, han har givet videre til sønnen. På den måde har han sikret sig evigt liv.

Fri os fra det onde

Dansk middelalder 1050-1536 e.Kr.

Med kristendommens indtog kom en ny kosmologi til Danmark. Men troen på, at de døde lever videre i efterlivet, forsvandt ingen steder. Den fik blot nye ansigter.

Når man vil forstå noget generelt om middelalderen, er det vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om en periode, der strækker sig over mange århundreder.

Middelalderen blev til en egentlig historisk periode i 1600-tallet, hvor historikere begyndte at arbejde med perioden som ’Mellemtiden’. I dag arbejder historikere med inddelingen i ’Højmiddelalder’ (1050-1340) og ’Senmiddelalder’ (1340-1536).

Selvom Højmiddelalderen og Senmiddelalderen er to perioder med store forskelle, er tro og kristendom noget af det, der binder perioden sammen.

Middelalderdanskerne levede i en tid, hvor kristendommen satte rammerne for livet. Man troede på en almægtig og straffende Gud og fortællingerne om Skærsilden og Helvede var til stede i folks daglige bevidsthed.

En almindelig bonde var overbevist om, at Skærsilden var en uundgåelig station på vejen væk fra Jorden. Skærsilden ventede på din sjæl, og du ville blive straffet for dine syndere. Kun rene sjæle måtte flyve til Paradis.

De fortabte sjæle måtte til Helvede. Dem, der havde vendt sig fra Gud og overgivet sig til det onde, måtte brænde op her i strid og fortvivlelse blandt kulde, stank og orme.

Dødedansen
Kirken ønskede at konstant påminde folk om vigtigheden i at leve med tanke på sjælens endelige frelse. Motivet ’dødedansen’ dukkede op malet i klostre og kirker og forestillede døden i skikkelse af et skelet, der dansede blandt de levende.

Budskabet fungerede som et frygtindgydende memento mori, en påmindelse om døden, i perspektivet af den endelige sjælelige opgørelse.

I det daglige liv blandede magiske forestillinger sig med folks kristne tro. Der er sågar fundet blyamuletter med indskrifter, der påkalder dæmoner til beskyttelse mod elverfolk og trolde. Tankerne kan nemt ledes videre på de amuletter, oldegypterne lagde i graven sammen med deres mumificerede afdøde.

Spøgelser og dødninge
Middelalderdanskernes trosforestillinger bevægede sig langt ud over biblens ord. Forestillingerne om ånder blev forbundet med hedninge og vantro, men ikke desto mindre var det en udbredt overbevisning, at de døde gik igen.

Hjemsøgende gengangere spredte frygt og rædsel i folks bevidsthed. Mange kunne fortælle om den isnende kulde, der gik gennem kroppen ved mødet med dødninge og spøgelser. Når de dødes skikkelser forlod gravene i mørket og huserede i tomme bygninger, var det nok Satan selv, der var kommet på besøg hos de levende.

De frygter mig, når jeg bevæger mig rundt på de tomme gange. Nogle kan se mig, andre kan ikke. Jeg vil blive ved med at påvirke deres liv i huset, til jeg en dag får hjælp til at få fred.

Afdød

Gennem hele perioden, vi kalder middelalder, havde befolkningen forestillinger om magi og trolddom. De udførte gavnlige magiske ritualer, afholdt sjælemesser og dyrkede helgener alt sammen for at holde det onde væk i deres liv i en tid med mange kongemord, krige og flere besøg af ’Den Sorte Død’.

Til Allehelgensdag afholdt man kirkegårdsmesse ledt af præster blandt lys og blomster, hvor de levende kunne interagere med de døde.

Forfaderen, vejlederen og beskytteren i japansk shintoisme

Nutiden

Shintoismen har rødder helt tilbage i Japans forhistoriske tid og har overlevet i århundreder med historiske forandringer og påvirkninger fra andre religioner og kulturer, såsom buddhisme og konfucianisme.

Shinto-troen er den mest udbredte religion i Japan i dag. I hjertet af troen findes dyrkelsen af ’kami’, som er guddommelige ånder, der manifesterer sig i alt omkring os. Shintoister mener, at disse ånder er en del af vores hverdag og fortjener respekt og ærefrygt.

Forfædrene spiller også en stor rolle for de shinto-troende. Forfædrene er ifølge shintoismen en del af den levende verden som beskyttere og vejledere.

Hvert år til Obon blæser jeg som vinden forbi og besøger mine børn og deres børn. Jeg støtter, vejleder og guider mine kære i livets svære valg.

Afdød

Under lysende lanterner danser shintoisterne årligt til festivalen ’Obon’, hvor forfædrene bydes velkommen i de levendes verden og hyldes. I nutidens Japan er Obon-festivalen stadigt en aktivt fejret festival. Festivalen er en tid, hvor folk også udveksler gaver og fejrer samvær med familie og venner.

Afslutning

Selvom det måske kan forekomme helt grotesk for danskere at forestille sig en lystig fejring af døden, hvor de døde er velkomne gæster til festen, har vi historisk set ikke altid været så langt fra mexicanerne.

I begyndelsen af 1800-tallet i Danmark fejredede vi den afdøde med løsslupne gilder, der tit involverede mad, øl og brændevin. Det er svært at forestille sig et begravelsesgilde med munter smovsen, men de danske traditioner har varieret markant i løbet af historien.

I stigende grad op gennem 1800-tallet blev det den inderliggjorte sorg, der dannede ramme om begravelsen. I dag risler det os måske koldt ned ad ryggen, når vi passerer en ligvogn på landevejen. Døden er ikke længere noget, vi anser som en festlig anledning. Mange frygter døden.

Hvad sker der, når jeg dør? Og kan min afdøde bedstemor høre mig, når jeg taler til hende?
Hvordan dealer jeg med sorg? Vi spørger os selv i det stille og drøfter helst ikke spørgsmålene med hinanden.

Naturligvis er svarene meget forskellige fra person til person i Danmark i dag. Og selvom beslutningen om, hvad du tror, er udelukkende din egen, hvorfor så ikke dele dine tanker om døden med andre?

Kilder:
◀ Peter Bjerregaard og Anders Emil Rasmussen: Materialities of Passing:
Explorations on Transformation, Transition and Transience, Routledge, 2016
Danmarkshistorien.dk
◀ Ole Høiris, Ton Otto og Ane Bonde Rolsted: De dødes liv,
1. oplag, Aarhus Universitetsforlag, 2014
◀ Udstillingskataloget Egypten - Besat af livet, Moesgaard Museum, 2023