I årtusinder har det været en gåde, hvilke stoffer egypterne brugte til at konservere mumiernes organer. Indtil nu, hvor tyske forskere har fundet svaret, som både giver os mere viden om det gamle Egypten - og har givet os en helt ny duft.
Hvordan det præcist har set ud i de dage for 3500 år siden, da Senetnay blev balsameret, ved vi ikke. Vi har brudstykker af viden om hendes liv, men forunderligt nok er det hendes efterliv, der er mest bemærkelsesværdigt, for det har haft afgørende indflydelse på vores forståelse af datidens Egypten. Det kommer vi tilbage til.
Det står klart, at Senetnay ikke var hvem som helst i det 15. århundredes Egypten før vores tidsregning. Vi ved, at hun var amme for faraoen Amenhotep II (omkring 1450), da han var spæd, og derudover var hun gift med Thebens (nuværende Luxor) borgmester Sennefer. Hun fik en fremtrædende plads i Amenhotep II’s hof og var således at tælle blandt samfundets spidser.
Netop hendes prominente status i samtiden betød, at alle sejl blev sat til for at få hendes krop bedst muligt bevaret til den bedst mulige tilværelse i efterlivet. Det var ingredienser fra allerøverste hylde, der blev brugt til at balsamere hendes organer, som for godt 100 år siden pludselig dukkede op igen.
Vi tager lige en afstikker til nutiden, for på et laboratorium i den østlige del af Tyskland – på Max Planck-instituttet for geoantropologi i byen Jena – står et forskningsteam med Barbara Hüber i spidsen i 2021 endelig med nye svar på et spørgsmål, forskere har interesseret sig for gennem århundreder: Hvilke ingredienser indeholdt de olier, egypterne brugte til balsamering, og som tydeligvis fungerede ekstremt godt til formålet?
For én ting er, at egypternes begravelsesritualer er fascinerende, og at Osiris-myten, forestillingen om efterlivet og de enorme pyramider naturligt vækker interesse – også i nutiden. En anden ting er, at egypterne rent faktisk formåede at sammensætte ingredienser med egenskaber, der effektivt bevarede forskellige organer, vel at mærke uden at de havde den viden om kemi, som vi har i dag. Desværre er der aldrig blevet fundet tekster, der angiver de præcise stoffer, egypterne brugte, og det har derfor været et mysterium, hvad balsameringsolierne egentlig bestod af.
Udgangspunktet for Barbaras undersøgelser er to såkaldte kanopekrukker. Kanopekrukkerne blev brugt til at opbevare mumiers balsamerede indvolde, og til hver mumie hørte fire krukker: En til leveren, en til lungerne, en til maven og en til tarmene – en til hver af Horus’ fire sønner, som beskyttede de balsamerede indvolde.
De to kanopekrukker, Barbara og hendes team undersøger, er dog tomme, men har oprindelig indeholdt lunger og lever, fremgår det af de beskytterguder, der er nævnt i inskriptioner på krukkerne. Og hvem tilhørte lungerne og leveren i sin tid, monstro? Hvis du gætter på Senetnay, må du gerne triumfere, for det er helt rigtigt!
Senetnays fire kanopekrukker blev fundet i 1900 i Kongernes Dal. Dalen ligger på Nilens vestlige bred ved Theben og rummer 65 gravkamre – de to seneste opdaget så sent som i 2008. Flere af gravene er enorme, og eksempelvis rummer den grav, hvor den mægtige farao Ramses II’s sønner er begravet, mere end 120 rum (!). Det er i dette enorme kompleks, hvor ikke blot faraoer, men også andre prominente personer fra ca. 1550-1070 blev placeret efter deres død, at en vis Howard Carter i 1900 fandt Senetnays kanopekrukker. Howard Carter dobbeltsikrede sig en plads i historiebøgerne, da han 22 år senere fandt farao Tutankhamons intakte og siden berømte gravkammer med alt, hvad dertil hørte – men det er en lidt anden historie.
Kongernes dal har påkaldt sig egyptologers interesse siden slutningen af 1700-tallet, men kom på alles læber i 1922, da Howard Carter opdagede farao Tutankhamons intakte grav. Mens mange andre kongegrave gennem tiden havde haft besøg af gravrøvere, var Tutankhamons grav uberørt og indeholdt enorme mængder møbler og andre genstande.
Senetnays grav, hvor de fire kanopekrukker stammer fra, ligger cirka 300 meter syd for Tutankhamons.
De to af Senetnays kanopekrukker står nu til daglig på August Kestner-museet i Hannover, mens de to resterende er ”del af en anden samling”, som det kryptisk forlyder, når man hører sig for. De to krukkers indhold er for længst væk, men det forhindrede ikke Barbara Hüber i at undersøge de indvendige sider og bundene med de nyeste kemiske analyseredskaber, som Max Planck-instituttet er førende i.
Og hvilke ingredienser kunne Barbara Hüber så identificere, og hvad fortæller de os om datidens Egypten? Jo, foruden bivoks, planteolier, bitumen – som vi kender fra asfalt, og som er naturligt indeholdt i råolie – og forskellige andre stoffer, påkalder harpiksen fra forskellige træer sig måske mest opmærksomhed: For ud over lærk og ceder, der stammer fra Libanon, blev der i bunden af den kanopekrukke, der indeholdt Senetnays lunger, fundet spor af dammar. Dammar er harpiks fra træsorter, der i datiden kun voksede i det sydøstlige Asien i det nuværende Indien og Indonesien.
Man har længe vidst, at oprindelsen af de blå smykkesten, Lapis-Lazuli, som egypterne brugte i de velkendte dødsmasker, var en mine i det nordlige Afghanistan, at det cedertræ, de brugte, stammede fra Libanon, men hvis det virkelig er dammar, der er spor af i bunden af kanopekrukken med lunger, har egypternes handelsnetværk været langt mere omfangsrigt og langtrækkende end hidtil antaget så tidligt i historien.
Under alle omstændigheder bestod balsameringsolierne af mange stoffer forbundet med stor kompleksitet at tilvejebringe og udvinde, og det understreger blot endnu engang, at balsameringerne har været ekstremt dyre – og dermed opfattet som ekstremt vigtige. Samtidig peger fundene også på, at egypterne har haft en stor viden om de mest effektive konserverende stoffer på trods af, at de ikke har haft eftertidens viden om kemi. De to kanopekrukkers indhold giver en yderligere indikation på, hvor specialiseret egypternes balsameringsprocesser har været, idet ingredienserne i de to krukker tyder på ikke at have været helt identiske: Kun i den kanopekrukke, der indeholdt Senetnays lunger, er der spor af dammar. Stoffet kan være blevet nedbrudt med tiden, men der er også en mulighed for, at egypterne har brugt forskellig balsamering alt efter hvilke indvolde, de skulle bevare for eftertiden.
Selvom målet for egypterne har været at lave en olie, der konserverede bedst muligt – og ikke et produkt, der duftede godt – er der ingen tvivl om, at balsameringsolien ud over imponerende konserverende egenskaber også har haft en god duft. Barbara Hüber fandt bl.a. spor af kumarin, et vaniljelignende duftstof i kanopekrukkerne, og mange af de øvrige ingredienser har også tydelige duftnoter.
Duften af balsameringsolien er nu, 3500 år senere og på baggrund af Barbara Hübers grundige analyser, blevet genskabt af den franske parfumør Carole Calvez under navnet ”The Scent of Eternity”. Duften af det evige liv har fået nyt liv, og det kan vi takke de egyptere, der for 3500 år siden balsamerede Senetnays lunger og lever, for.
Kilder:
Biomolecular characterization of 3500-year-old ancient Egyptian
mummification balms from the Valley of the Kings (Nature)
Coverfoto: Museum August Kestner, Hannover.
Christian Tepper, museumsfotograf
