VERDEN VENDT PÅ HOVEDET

For at forstå egypterne og deres måde at forestille sig verden, livet og døden er du nødt til at prøve at tømme hovedet for stort set alle de ting, vi tager for givet i dag, og som bevidst eller ubevidst strukturerer din verden og dine forestillinger.

Alt fra solens gang og verdenshjørnerne til tanker om menneskets todeling i krop og sjæl – alt det så egypterne afgørende anderledes på, end vi gør i dag. Du skal tilbage til en tid, der ikke er præget af senere videnskabelige opdagelser eller af et kristent verdenssyn. Tilbage til en tid, hvor Nilen, solen, frugtbarhed og livet selv stod helt centralt.

Opbygningen af verden

En af de grundlæggende strukturer i vores verdenssyn i dag er, at vi ofte tænker lineært: Et menneskeliv varer fra fødsel til død, og udviklingen i verdenshistorien bevæger sig fremad og er en fremskridtsfortælling. For de gamle egyptere var mange ting cirkulære eller cykliske: Nilen oversvømmede hvert år landskabet, før den igen trak sig tilbage til sit leje, afgrøderne spirede, blev høstet og spirede på ny, trækfuglene ankom, rejste og kom tilbage, solen, månen og stjernerne opstod og forsvandt, opstod og forsvandt på himmelhvælvingen.

Netop Nilens og solens kredsløb var helt afgørende for egypternes orientering: Nilen strømmede gennem riget ”oppe” fra det, vi vil kalde syd, til den nåede ”ned” til deltaet ved Middelhavet, som vi i dag på kort afbilder som nord. Den sydlige del af Egypten kaldtes derfor Øvre Egypten, mens den nordlige del med det enorme floddelta kaldtes Nedre Egypten.

Også solen gennemgik et kredsløb i løbet af et døgn: Den blev (gen)født i øst, bevægede sig stadig mere ældet og svækket over himlen, inden den blodrød forsvandt ned i underverdenen under horisonten i vest. Under den natlige rejse i underverdenen gik tiden baglæns, således at solen på ny kunne rejse sig livskraftig i øst, som dermed var livets og genfødslens side af verden, mens den vestlige var dødens. Dette ses meget tydeligt afspejlet i geografien omkring Luxor (tidl. Theben), hvor gravkamrene her er på Nilens vestlige bred – Vestlandet.

Solens natlige færd gennem underverdenen var dog farefuld, for i underverdenen forsøgte monstrøse væsener (hvordan egypterne præcis forestillede sig dem, ved vi ikke med sikkerhed) at standse den og dermed sætte en stopper for dens livgivende kraft. Kampen mod disse væsener blev udført af guder og forfædre (akh), og hermed bliver forholdet mellem de levende og deres forfædre meget essentielt, for opretholdelsen af verdens orden afhang af forfædrenes evne til at kæmpe – en evne, de levende måtte holde i live gennem forskellige ritualer. Og derudover måtte man selv sikre sig en plads i underverdenen; et liv efter døden.

Underverdenen var for egypterne lige så virkelig som den fysiske verden – ja, der var slet ikke en sådan opdeling. Det hele hang sammen, og det gjorde liv og efterliv således også.

Osiris-myten
Okay, den historie, der kommer om lidt, kan godt lyde lidt vild for det moderne vestlige øre, men husk dét, jeg skrev i indledningen: Du er nødt til at lægge dit nutidige blik væk, for for egypterne var det her virkeligheden. Ganske enkelt.

En central nøgle til at forstå egypternes optagethed af at mumificere og bevare er myten om Osiris. Dele af den er fundet i flere forskellige afskygninger, hvilket tyder på, at den har været vidt udbredt, og den lyder i grove træk sådan her:

Osiris var konge i en fjern fortid, hvor guder og mennesker levede sammen. Han herskede sammen med sin kone og søster – og dronning – Isis over Egypten, og det gik godt i riget, for Osiris var frugtbarhedsgud: Han lærte egypterne at dyrke jorden, så mængden af afgrøder voksede, og der kom stadigt flere indbyggere – kort sagt: Frugtbarheden blomstrede. Desværre var der én, der ikke var helt tilfreds med Osiris’ succes, nemlig hans bror Seth, som ville fravriste ham magten. Derfor lokkede Seth ham i et baghold, dræbte ham og flænsede ham i 14 stykker, som han smed rundt omkring i det egyptiske rige.

Tilbage stod nu dronning Isis ulykkelig over tabet af sin mand, og hun begav sig ud for at finde alle Osiris’ spredte kropsdele. Det lykkedes hende at finde alle ligdelene, og i en underjordisk grotte gav hun sig i kast med at samle liget med bandager af linned og lægende olier. Missionen lykkedes, hun fik pustet liv i Osiris, som dermed blev den første mumie, der blev skabt – og som altså levede videre. I al ubemærkethed af Seth fortsatte Osiris og Isis ikke bare deres liv, men blev også forældre til sønnen Horus, gudebarn og retmæssig tronarving.

Da Horus blev voksen, opsøgte han sin onkel Seth for at vinde magten tilbage og dermed genoprette verdens orden. Det tog sin tid: Kampene mellem de to rasede i mange år, mens gudeforsamlingen misfornøjet så til. I et slag mistede Horus sit falkeøje, men han endte dog med at vinde kampen mod Seth. Horus-øjet, der blev lagt i Osiris’ mund, bragte fornyet livskraft til Osiris, der af gudeforsamlingen blev udråbt som konge af underverdenen, mens Seth blev forvist til en tilværelse som magthaver over ørkenen og de kolde nordenstorme, der om vinteren rasede gennem Nildalen. Horus blev indsat som konge på Jorden, og efter ham kom faraoerne som guddommelige konger. Himlen blev regeret af solguden Re.

Okay, så Osiris blev altså mumificeret og opnåede dermed evigt liv. Han blev bragt et offer – Horus’ øje – som gav fornyet livskraft. Og så blev han konge over underverdenen, hvor foryngelsen af solen finder sted, og hvor guder og forfædre ved fælles hjælp sørger for at opretholde verdens orden, så livet kan fortsætte til evig tid.

Dermed binder myten om Osiris nogle ret afgørende sløjfer på egypternes verdenssyn: Mumificering for at bevare kroppen, eksistensen af underverdenen og den konstante, aktive opretholdelse af verden.

Ba og ka og det evige liv
Endnu en indgroet tænkemåde for os i dag er opdelingen af mennesket i sjæl og krop – ånd og legeme, om man vil, eller det psykiske og fysiske. For at nærme sig en forståelse af egypternes verdensbillede er du nødt til at lægge denne dualitet på hylden.

Centralt for egypternes opfattelse af mennesket står to andre begreber: Ka og ba. Både ka og ba skal forstås som hele personen, og ka kan bedst forstås som livskraft eller styrke, som er vigtig at pleje og vedligeholde både i livet og efterlivet. I ka er også indlejret egenskaber, personlighed og adfærd arvet fra forfædrene. Ba bliver primært nævnt i relation til efterlivet og dækker over den frigjorte skikkelse, en person kan antage, når vedkommende ikke længere er i sin krop – en slags spøgelse, kan man sige.

Her kunne det være fristende at jævnføre ba med sjæl, men ba kan fysisk manifestere sig i verden og så at sige antage forskellige kroppe. Det er en måde, de afdøde forfædre kan være til stede i verden.

Og netop den fortsatte tilstedeværelse var vigtig, og det krævede noget at holde forfædrene i live: Eksempelvis at man huskede at nævne deres navne, at man bragte dem ofre – og at de blev bevaret i form af mumier og sendt bedst muligt afsted til efterlivet. Den frisatte ba rummede risiko for helt at forsvinde, og egypterne ville for alt i verden undgå at ”dø den anden død” – man skulle fortsætte livet i efterlivet, og ikke nok med det: Livet fortsatte endnu federe, for ikke nok med, at ba var fritsvævende – efterhånden begyndte de (rige) afdøde også at få ushabtier med sig i graven. Ushabtier er figurer af arbejdere, der kunne stå for det hårde slid og slæb, så den afdøde kunne fortsætte livet endnu mere bekymringsfrit i efterlivet.

Egypterne så verden meget anderledes, end vi gør i dag, og det kan være svært at viske de seneste 2000 års opvarmning til det verdenssyn, der præger os i dag, bort. Men hvis du husker at holde dig tre ting for øje, er du hjulpet godt på vej:

◀ Kredsløb

Egypternes verdenssyn var i høj grad båret af kredsløb, og deres verdensforståelse var cyklisk. Heller ikke livet så de som afsluttet med døden – der var et efterliv.

◀ Besatte af livet

Egypterne var besatte af livet. Derfor var det også vigtigt, at kroppen blev bevaret og overleveret til efterlivet på bedst mulig vis, at man fik nogle af de vigtigste ting fra éns liv med sig videre, og at éns grav blev besøgt og éns navn nævnt af de levende.

◀ Osiris-myten

Osiris-myten er en god nøgle til at forstå nogle af de grundlæggende forestillinger om vigtigheden af mumificering, offergaver og gudernes status.