Navnet Hikuin vil altid være forbundet med Aarhus. Navnet var indridset med runer på en kam af kronhjortetak, der blev fundet i et nedbrændt grubehus fra vikingetiden på den berømte arkæologiske lokalitet Aarhus Søndervold. Her ved Skt. Clemens Torv blev der i 1963-64 gennemført en stort anlagt arkæologisk udgravning, der blev en milepæl i dansk byarkæologi. For første gang tog man alle de tilgængelige arkæologiske teknikker i brug, kombinerede dem med naturvidenskabelige analyser og udgravede et større areal centralt i den gamle bykerne. Stedet er i dag kendt som Nordea Bank, og et museum (i daglig tale kendt som Vikingemuseet) er indrettet i bankens kælder. Her fik man for første gang for alvor hold på Aarhus i vikingetiden. Grubehuse og masser af fund viste, hvordan man boede på den tid.

HØR DRONNING MARGRETHE FORTÆLLE

Men tilbage til kammen med mandsnavnet Hikuin. Runerne læses fra kammens ende mod midten. Navnet Hikuin menes at være et personnavn af udenlandsk, sandsynligvis engelsk oprindelse. De indridsede runer er langt mere flygtige end kammens øvrige prydlinjer, og mon ikke det er kammens ejer, der selv har indridset sit navn. Kammen er af en type, der kendes fra midten af 900-årene og frem til begyndelsen af 1000-årene. En samlet datering af genstandene i det nedbrændte grubehus tyder på, at det brændte midt i 900-årene. At kammen fremstår så ubeskadiget på trods af flammerne skyldes, at den har været beskyttet af tekstil, som der endnu var forkullede rester af ved fremdragelsen. Hvem personen Hikuin var, og hvordan den engelske forbindelse blev til, får vi aldrig svar på, men hvis vi antager, at det nedbrændte grubehus tilhørte Hikuin, kan vi alligevel sige usædvanligt meget om den måde, han levede på.

Huset var usædvanligt godt bevaret, fordi det i sin tid midt i 900-årene var blevet ødelagt af en pludselig opstået ildebrand. Netop branden var skyld i, at en del af husets træværk var blevet forkullet og derved bevaret for nutiden. Branden var opstået så pludseligt, at man ikke nåede at få husets inventar reddet ud af ilden. Alt blev efterladt i brandtomten og mere eller mindre ødelagt af flammerne. Det gør huset til et øjebliksbillede fra midten af 900-årene, indfanget af ilden. Huset var kun godt 3,5 meter langt og 2 meter bredt. Det var gravet cirka 1,25 meter ned i den daværende jordoverflade. For at man kunne gå ned i huset, har der på ydersiden ved det ene hjørne været et særskilt indgangsparti. Husets vægge bestod af lodrette, kraftige træplanker, som stod tæt side om side uden at være føjet ind i hinanden. Plankerne var gravet ned i jorden under gulvniveauet, så de på denne måde kunne bære taget uden brug af tagbærende stolper. Væghøjden på huset kunne beregnes til mindst 1,75 meter. Taget har formentlig været bygget med en saddeltagskonstruktion. Forkullede tagrør viser, at huset var stråtækket. Inde i huset kunne man se, at gulvet bestod af et underlag af lange, tynde grenris med et lerlag som selve gulvfladen. Grenrisene har haft en isolerende effekt, så gulvet ikke blev alt for fodkoldt. Ved husets ene langside fandt man forkullede træplanker, som formentlig stammer fra en jordfast vægbænk. Her har man kunnet sidde eller ligge. Huset har sandsynligvis haft et ildsted eller ovn i lige præcis det hjørne, hvor en moderne brønd havde bortgravet noget af huset.

Som før nævnt, må branden have overrasket husets beboere, for påfaldende mange genstande blev fundet i dette hus. Det, der lå tilbage, fortæller ganske meget om husets beboere. Af husgeråd var der et cirka 35 centimeter langt trætrug, otte skåle eller bægre af træ, fire lerpotter samt en træslev. Fødevarer var bevaret i små dynger af forkullet korn. Der var tale om rug og byg. Nogle få ærter blev også fundet. Der var også et sæt hørhegler, tre tenvægte, en bennål og et par vævevægte af brændt ler, som alle har været brugt til tekstilforarbejdning. Vævevægtene har hørt til en opstadsvæv. Forkullede tekstilrester af uld og hør viser, hvilke materialer der blev vævet i. Et garnnøgle var samlet omkring en ten, og et fed hørgarn var knyttet sammen til opbevaring. Et lille tekstilstykke viste sig at være det nederste af klædet på en opstadsvæv. Det nederste stykke tekstil på en opstadsvæv er ubrugeligt og klippes derfor af. Mange af de små stumper tekstil, der blev fundet i Hikuins hus, har kantsyninger og er derfor med stor sikkerhed rester af dragter. Et groft net af plantefibre og et finere et af hør har kunnet bruges til indpakning af skrøbelige genstande. Et skålformet spænde, 25 glasperler og to dragtnåle af ben viser sammen med redskaberne til tekstilforarbejdning, at der ud over Hikuin også opholdt sig en kvinde i huset. Vel Hikuins kone? Fundene i huset afslørede også, hvad Hikuins beskæftigelse var. Fundene var: en bugthøvl, to hulknive til udhuling af træ, et skebor, et skrabejern, en jernkile og fem små hvæssesten.

De sidste har været brugt til at skærpe jernredskaberne. Hikuin var altså træskærer eller snedker, og hans kone forarbejdede tekstiler. Huset må have rummet værdier, for de blev beskyttet med en hængelås og en dørnøgle. Hikuin havde sikkert også en hest, for i huset fandt man to sporer og to jernspænder til seletøj. På baggrund af det samlede inventar er det rimeligt at opfatte Hikuins hus som hjem for en træskærer og hans familie. Hikuins hus er et arkæologisk fund i europæisk særklasse på grund af de mange genstande, der blev fundet i brandtomten. Og helt usædvanligt kan vi med stor sandsynlighed sætte navn på husherren!

Aros, som er det gamle navn for Aarhus, er Danmarks tredjeældste by efter Ribe og Hedeby. Langs Aarhus Ås nordbred, tæt på åmundingen ud mod Aarhusbugten, opstod en handelsplads i 770’erne. Byens ældste navn Aros betyder netop åmunding, så navnet betyder »bebyggelsen ved åmundingen«. Centrum af bebyggelsen har, i modsætning til hvad der normalt er tilfældet i de ældste byer i Norden, altid ligget samme sted. Aarhus har med andre ord ligget på dette sted i godt 1200 år. Det er netop det arkæologiske kildemateriale, der taler for at føre det ældste Aarhus helt tilbage til de sidste årtier af 700-tallet. I det skriftlige kildemateriale dukker Aarhus nemlig først op i 948 i forbindelse med en synodeberetning fra Ingelheim i Tyskland. I beretningen fra det gejstlige møde den 7. juni 948 hedder det blandt andet, at den var foregået »under deltagelse af … Reginbrand, Aarhus Kirkes bisp«. Bisperne fra Ribe og Slesvig (Hedeby) nævnes også. Strengt taget ved man ikke, om bisp Reginbrand residerede i Aarhus, eller han blot var udnævnt til at være byens bisp, men man kan konkludere, at Aarhus må have eksisteret som en vigtig by i midten af 900-tallet, siden der var udpeget en biskop til byen. Frem til cirka 934 synes byen blot at være omgivet af en bygrøft, som mere skal opfattes som en afgrænsning af byen i forhold til det omgivende terræn end som en form for befæstning. Det blev der lavet om på omkring 934, hvor byen blev omgivet af en ringvold og en forholdsvis beskeden voldgrav. Meget tyder på, at kong Gorm den Gamle stod bag den første befæstning af Aarhus. 

Tidligere antog man under indtryk af forholdene i Hedeby, at Aarhus var omgivet af en halvkredsvold, der var åben ud mod kysten. Her skulle en undersøisk pælespærring have sikret byen mod overfald fra søsiden. Imidlertid kan man ikke sammenligne den åbne Aarhus Bugt med de snævre og lavvandede besejlingsforhold i Slien og Haddeby Nor. Imod en pælespærring ud for Aarhus taler det forhold, at havet ret hurtigt når en så stor dybde, at det ikke var praktisk muligt at etablere en pælespærring. Desuden ville man svække befæstningen betydeligt ved at lade den stå åben ud mod havet, hvor der maksimalt var 2,5 meter ned til havet. Der er grund til at tro, at den tidligere vold langs kysten er forsvundet som følge af omfattende erosion, som fra vikingetiden frem til 1600-årene skønsmæssigt har fortæret en 30-40 meter bred kystzone ud for Aarhus.

Omkring 980 blev befæstningen omkring Aarhus forstærket betydeligt af kong Harald Blåtand. Før og efter at Aarhus befæstedes, har byen nydt godt af et fremskudt maritimt søforsvar i form af flådeenheder udstationeret på Samsø og på Helgenæs i Aarhus Bugt. Byens eksponerede placering gjorde det nødvendigt at have et sådant fremskudt søforsvar. Hovedparten af byen lå inden for ringvolden, men måske allerede fra midten af 900-årene har der været en ubefæstet bydel vest for ringvolden, dér hvor Skt. Nicolai Domkirke (nu Vor Frue Klosterkirke) blev bygget. Handel, håndværk og militærstrategiske forhold var forudsætningen for Aarhus’ opståen og udvikling. Handelselementet var dog ikke nær så internationalt som i for eksempel Ribe og Hedeby. Hvis man ud over den lokale indenrigshandel skal fremhæve udenlandske kontakter, er det særligt handelen med Norge, der springer i øjnene.

I løbet af 1000-1100-årene vokser bebyggelsen omkring Skt. Nicolai Kirke vest for ringvolden, og lige nord for volden, ude ved havet, kommer senest i 1100-årene et nyt kvarter til omkring Skt. Oluf Kirke. Omkring 1200 findes der fire kirker i Aarhus, én inden for befæstningen og tre uden for volden. I hele den omtalte periode benyttede man åen som byens havn. Den struktur i vikingetidens Aarhus blev fastholdt frem til slutningen af 1190’erne, hvor flytningen af domkirken fra den ubefæstede vestlige bydel til den befæstede bydel blev startskuddet til en omfattende omstrukturering af hele gadenettet i Aarhus. Nutidens gadenet afspejler i høj grad 1200-tallets omstrukturering af Aarhus, mens kun få gader rækker længere bagud i tid. 

Vores viden om udviklingen i det ældste Aarhus er et resultat af mere end 230 arkæologiske undersøgelser foretaget i Aarhus siden 1898. Det store gennembrud kom i forbindelse med den stort anlagte udgravning ved Skt. Clemens Torv i 1963- 64, hvor Hikuins kam på ny så dagens lys efter at have været gemt i 1000 år.