Harry Potter, Ringenes Herre, Asterix, Narnia og Stranger Things er bare nogle af de eventyrlige fortællinger i nutidens populærkultur, som har rødder i keltisk mytologi. Nu dykker vi ned i kedlen med trylledrik og leder efter spor fra kelterne i popkulturen.

Fra jernalderen til Netflix

Kelternes kultur i Centraleuropa kollapsede, da Romerriget indtog kontinentet i det første århundrede f.Kr. Eller næsten i hvert fald. Kelternes sagn og myter levede videre i det skjulte og slog rod i eftertidens mytologier i Vest-, Central- og Nordeuropa. Og myterne er stadig overalt omkring os.

Den globale populærkulturs film, tv-serier, litteratur og computerspil begejstrer millioner af mennesker og omsætter for milliarder hvert eneste år. Både unge og ældre over hele verden efterspørger eventyrlige fortællinger.

Oldtidens mytologier besidder en helt særlig kraft, som i årtier har inspireret populærkulturens fortællinger. Og det lader til, at kelternes forestillingsverden har en særlig dragende kraft: Keltisk mytologi er her, der og alle vegne i nutidens fantasifulde fortællinger.

Magiske portaler

Keltisk mytologi:
I den keltiske forestillingsverden finder vi portaler og grænseovergange fra menneskenes verden til en anden verden. Portalerne til den parallelle virkelighed – Den Anden Verden – fandtes i naturen. Vandspejl i vådområder samt sprækker i jorden, træer og bjerge var overgange til gudernes, feernes, åndernes og de dødes verden.

Populærkultur:

I fortællingen om Harry Potter foregår handlingen i et (næsten) virkelighedstro England og i den parallelle troldsmandsverden. Her minder særligt de magiske patronus-væsner om kelternes naturånder.

I C. S. Lewis' Narnia finder fire søskende et gammelt klædeskab, der fungerer som en portal til den magiske verden Narnia, hvor de møder talende dyr, mytiske væsner og andre naturlove.

I Netflix-serien Stranger Things kæmper en gruppe børn mod monstre, der trænger ind i menneskets verden gennem portaler fra en parallel skyggeverden – The Upside-down.

Eventyrlige verdener

Keltisk mytologi:

Forestillingen om Den Anden Verden er central i keltisk mytologi. Her er kosmos opdelt i menneskets verden og gudernes verden. Det særlige ved Den Anden Verden er, at det er en parallelverden, som er tæt forbundet med menneskets verden. Mennesker, guder og væsner kan bevæge sig mellem verdenerne. Den Anden Verden er ikke blot et dødsrige, men en levende og smuk verden, en ø og et ungdommens land med egne naturlove.

Legenden om Kong Arthur beretter om øen Avalon, hvor Kong Arthur, efter sin død, lever videre i et ungdommens land (Tír na nÓg i irske myter). Avalon bliver også kaldt æbleøen – og netop æblet giver også evig ungdom i græsk og nordisk mytologi: Hesperidernes have og Iduns æbler.

Populærkultur:

Utallige fortællinger med elementer af keltisk mytologi indeholder rejser mellem verdener eller foregår udelukkende i fantasiuniverser: Narnia, Stranger Things, Ringenes Herre, Harry Potter, Hellboy, The Witcher, World of Warcraft, Elden Ring, Conan Barbaren, Dungeons & Dragons, Zelda og Kong Arthur.

Trylledrikkens oprindelse

Keltisk mytologi:
På et relief på Gundestrupkedlen dypper en gudinde krigere i en magisk kedel. Herefter rider krigerne styrkede videre mod efterlivet. Her får vi myten om, at kelterne drak af kedler før et slag for at få guddommelig styrke – hvis de faldt på slagmarken levede de videre i Den Anden Verden. Gundestrupkedlen bliver også kaldt Udødelighedens kedel.

Populærkultur:

I tegneserien om Asterix og Obelix følger vi gallernes kamp mod Romerriget. Gallerne var keltiske stammer. Ifølge seriens tegner Albert Uderzo var Gundestrupkedlen inspirationskilde til trylledrikken i Asterix-fortællingerne. Ligesom krigerne på Udødelighedens kedel får de gæve gallere overnaturlige kræfter.

Hellige træer

Keltisk mytologi:

Kelterne søgte kontakt med guderne i naturens lunde – sandsynligvis med egetræer, som kelterne anså for helligt. I kelternes billedverden forgrener naturen sig mellem guder og mennesker. Naturen var magisk og fuld af ånder. Den Hornede Gud – Cernunnos – var naturens mystiske beskytter.

Populærkultur:

Roman-serien En sang om is og ild (kendt som Game of Thrones) af forfatteren George R. R. Martin er en international bestseller. Fortællingen foregår i et fantasiunivers, hvor kongeriger kæmper om Jerntronen og magten på kontinentet Westeros. I fortællingen bliver guder tilbedt i lunde med hellige træer. Universet rummer flere keltiske referencer: naturvæsnerne, skovens børn; den hamskiftende sjælevandrer Bran, der minder om kelternes druider; og så nævnes en hersker over vilde folk, der bliver kaldt Den Hornede Herre.

I det populære computerspil Elden Ring, som George R. R. Martin har forfattet mytologien til, er det kosmiske træ Erdtree centralt i fortællingen. Træet ligner Yggdrasil, men i eddaerne beskrives Yggdrasil som evigt grønt. Elden Rings verdenstræ er imidlertid gyldent – ligesom fundet af en forgyldt egestamme med efeu fra den keltiske by Manching i Sydtyskland.

Magtfulde ringe

Keltisk mytologi:
De keltiske ringe – torques – var kraftfulde, åbne hals- og armringe i bronze og guld. De var magtsymboler. Kun fyrster, fyrstinder, krigere og guder bar torques. Den største af de keltiske guder, Den Store Gudinde, fremstilles med torque. De keltiske ringe var forbundet med stor magt og måske nærmest guddommelig styrke.

Populærkultur:
I Tolkiens Hobbitten og Ringenes Herre er Den ene ring omdrejningspunktet. Ringen er en magisk fingerring, smedet af den onde fyrste Sauron med det formål at herske over andre magtringe. Tolkien afviste selv at være inspireret af keltisk kultur, men han udviklede elversproget Sindarin over det walisiske sprog, som er keltisk. I hans værk Silmarillion er der dog flere ligheder mellem elvernes land Valinor og den udgave af Den Anden Verden, som vi møder i irske-keltiske myter om ungdommens land Tír na nÓg.

Vi finder også elementer fra germansk og nordisk mytologi i Tolkiens værker: I Hobbitten møder vi dragen Smaug, der vogter over en guldskat, og i Ringenes Herre hører vi om det brudte sværd Narsil. I den islandske Vølsungesaga hører vi om dragen Fafner, der vogter en guldskat, og om Sigurd med det brudte sværd Gram. Og det viser sig, at nordisk mytologi har mange ligheder med keltisk mytologi...

Nordisk og keltisk mytologi – er der en sammenhæng?

Verdenshistoriens mytologier er komplekse fletværk af overleveringer og udveksling over tid. Det gælder også den nordiske. Nogle forskere peger på tydelige paralleller mellem nordisk og keltisk mytologi.

Tordenguden Thor og kelternes tordengud Taranis har begge slagvåben: Taranis har en kølle, Thor har en hammer. Både Taranis og Thor har vogne, som tordner fra hjulene, når de ruller over himlen. Keltiske myter fra Irland fortæller om Livets træ, som sandsynligvis udspringer af den keltiske kultur i Centraleuropa, hvor hellige egetræer knejser i kult og ritualer – længe før verdenstræet Yggdrasil voksede frem i Nordens mytologi.

Afhuggede og løse hoveder ses over alt i kelternes kultur: Hovedet indeholdt menneskets livskraft og visdom; i keltiske myter optræder talende hoveder, der både spiser og giver gode råd. I nordisk mytologi har vi Mimer – det løse, talende hoved ved Visdommens Kilde, der rådgiver Odin. Mimers Brønd ligger ved Yggdrasil, der står ved Odins Valhal. I keltisk mytologi ligger Visdommens Brønd ved siden af ni magiske hasseltræer, som ligger ved siden af kongen af Den Anden Verden, Manannáns, store palads.

Begge mytologier har i årtier været inspirationskilder til utallige fortællinger i nutidens populærkultur.

Nordisk og keltisk mytologi – er der en sammenhæng?

»Der findes en række paralleller mellem myter og legender hos kelterne og fortællinger fra nordisk mytologi.

I den nordiske mytologi møder vi Mimers Brønd, Visdommens kilde, som ligger ved siden af verdenstræet Yggdrasil, der igen ligger ved siden af visdommens guden Odins hal, Valhal. I den keltiske mytologi har vi visdommens brønd, som ligger ved siden af ni magiske hassel træer, som igen ligger ved siden af kongen af Den Anden Verden, Manannons store palads.

I den nordiske mytologi har vi også Mimers afhuggede hoved, som er placeret ved Mimers Brønd, og som giver visdom og råd til Odin. Hovedet forbindes, dengang som nu, med visdom og hukommelse. Hos kelterne har vi eksempler på hoveder, som kan tages frem for at fortælle og huske forskellige specifikke historier.

Tordenguder findes i rigtig mange kulturer, og det er også tilfældet for nordboerne og kelterne. Her har vi Thor hos nordboerne og Taranis hos kelterne, og både Thor og Taranis navne kan sprog historisk knyttes til torden, og begge guder har specielle våben. Taranis har en kølle og Thor har hammeren Mjølner. Taranis og Thor har også det fælles træk, at de har vognene, som er det der skaber torden.

Et andet eksempel med Thor er hans prøvelser hos jætten Udgårdsloke, hvor Thor bliver sat over for nogle kampe, der er umulige at vinde. Han skal kæmpe mod en kat, som viser sig at være Midgårdsormen. Det vil sige, han kan ikke løfte denne kat. Den bliver bare længere og længere. Og han skal bryde mod en gammel kvinde, der viser sig at være alderdommen. Udgårdsloke har altså brugt magi og har snydt Thor. Hos kelterne finder vi den irske helt Finn mac Cumaill, der er til fest hos Conan og bliver mødt af nogle lignende kampe, der er umulige at vinde. Bl.a. også med en overnaturlig kat, som ikke kan løftes, og en gammel kvinde, der viser sig at være alderdommen.

Hvorvidt disse paralleller mellem keltisk og nordisk mytologi skyldes et fælles kulturelt ophav, eller hvorvidt kelterne og nordboerne har lånt fra hinanden i mødet i vikingetiden i for eksempel Wales og Irland, det ved vi selvfølgelig ikke. Men vi ved, at begge traditioner har levet videre efter mødet med romerne og kristendommen, og at de på den måde har haft et et efterliv og påvirket og inspireret hinanden. Det er da spændende!«

Hvor ved vi det fra?

Simon Nygaard | Professor, ph.d. | Religionsvidenskab

Fiktion og fakta om druiderne

»Vi ved faktisk meget lidt om keltiske druider. Vi har lidt fra skriftlige kilder. Julius Cæsar fortæller, at druiderne har to funktioner: de står for kultiske handlinger og for lov og orden.

Der er ikke ret mange arkæologiske genstande, der knytter sig til druiderne, men vi har for eksempel druidehjelmen fra Roseldorf i Østrig. Udgraverne tolker den som en hjelm med et gevir, der har fået druiden til at ligne Den Hornede Gud.

Ellers har vi i arkæologien ikke så mange genstande. Druiderne fylder nok mere i populærkulturen, end de gør i arkæologien.«

(Druidehjelmen/-kronen kan opleves i Moesgaards særudstilling 'Kelternes verden' indtil august 2026.)

Hvor ved vi det fra: Druiderne

Xenia Pauli Jensen | Arkæolog, ph.d | Seniorforsker

Arven fra kelterne og Kong Arthur

»Fortællingerne om Kong Arthur er en skøn blanding af kristne elementer, germanske elementer, keltiske elementer, måske gamle romerske elementer, i en meget potent blanding. Hvad er så keltisk i Arthur-fortællingerne? Først og fremmest må man sige, at den hellige gral – selv om den knyttes til historien om Kristus – har lige så meget at gøre med de keltiske overflødigheds- og udødelighedskedler. De bliver blandet sammen til én idé: Det magiske sværd, som giver Arthur hans magt. De magiske sværd spiller en stor rolle i fortællekredsen hos både de germanske og keltiske folk.

Selve konstruktionen i fortællingerne, hvor den store mægtige konge er så passiv – han sidder hjemme i Camelot, og så går alle hans riddere ud på eventyr og kommer tilbage – den ramme finder vi også i de keltiske myter om Kong Contra de Ulster og Ulster-mændene og deres eventyr. Så det er også en idé, som muligvis kommer fra kelterne.

Det vil altså sige, at arven fra kelterne og Europas kulturhistorie i meget høj grad er de fortællinger, som levede i middelalderen, i renæssancen og op til nutiden med Walt Disney og sværdet i stenen. Det er fortællinger som stadig underholder og begejstrer.«

Hvor ved vi det: Kong Arthur