En lille genstand, der ændrede historieskrivningen
I århundreder var stedet lidt af et mysterium – men da det unikke fortidsminde Høj Stene endelig blev genfundet, tvang en undselig genstand os til at ændre vores syn på Danmarkshistorien i perioden op til vikingetiden.
Claus Erenrich Rasmussen har fundet lidt af hvert i sin tid som metaldetektorfører, men få af hans fund kan måle sig med det, han fandt en dag i begyndelsen af april 2017. Et fund, der viste sig at føje et nyt kapitel til historien om jernalderen i Danmark og Nordeuropa og de krigerkongedømmer, der opstod i 500- og 600-tallet - altså i århundrederne før vikingetiden.
Vi befinder os i en granplantage ved Gudenåens bredder få kilometer fra den midtjyske by Vejerslev. I nogle år har to ihærdige medarbejdere fra Moesgaard Museum med jævne mellemrum udforsket plantagen for at lokalisere et gammelt fortidsminde – en såkaldt skibssætning – der i gamle kilder går under navnet Høj Stene.
Nu er det endelig lykkedes.
Arkæologer fra museet har åbnet et udgravningsfelt på stedet og tilkaldt Claus og fire andre metaldetektorførere for at hjælpe med undersøgelserne. Ingen forventer i deres vildeste drømme at finde, hvad den garvede detektorfører er kommet på sporet af.
Ved et lærketræ i kanten af udgravningsfeltet får Claus signal i sine høretelefoner. Han bukker sig ned, og mellem rødderne dukker der et lille stykke guld frem.
For det utrænede øje ser guldstykket ikke ud af meget, men det viser sig at skabe vild begejstring blandt arkæologerne. Hvad det helt præcist er, Claus har fundet, og hvorfor det vækker så stor begejstring, vender vi tilbage til.
Først skal vi finde ud af, hvordan arkæologerne fra Moesgaard Museum overhovedet genfandt fortidsmindet, der viste sig at gemme på det skelsættende guldfund.
I en stor del af sit liv har Jesper Laursen vandret i skovene i Østjylland for at finde spor efter monumenter, som forhistoriens mennesker har opført for tusindvis af år siden. Langdysser, stendysser, bautasten, gravhøje og – skibssætninger.
En skibssætning er et monument af store sten, der er opstillet, så de former et skib. Vi kender dem fra bronzealderen og nogle særligt store fra jernalderen og vikingetiden i Skandinavien, hvor træskibe med sejl begynder at få en enorm betydning.
Nogle arkæologer kalder fortidens store monumenter af sten for Nordens svar på pyramiderne, fordi det har krævet ufatteligt mange kræfter af datidens mennesker at opføre dem. Det gælder også jernalderens monumentale skibssætninger, der måler mindst 40 meter – ofte meget mere – fra agter til stævn, og stenene kan være mellem 2 og helt op til 5 meter høje med en vægt på over 30 tons!
Én ting er at finde så store sten, en anden ting er at fragte dem rundt i landskabet til det sted, hvor skibssætningen skal ligge. Hvordan det helt præcist har kunnet lade sig gøre, ved vi faktisk ikke. Et bud er, at man har gjort det om vinteren, når jorden har været frosset.
Arkæologer har i tidens løb haft svært ved at forklare, hvad skibssætninger er blevet brugt til, og hvilken betydning de har haft for fortidens mennesker – tjente de som kultsteder, tingsteder, gravsteder, eller blev de brugt til astronomiske observationer?
Alt det viste Høj Stene og det lille guldstykke at give nogle mere klare svar på.
Flere steder på Moesgaard Museum går Jesper Laursen under navnet Mr. Høj Stene, og det er ikke nogen overdrivelse at sige, at uden hans vedholdenhed var det gamle fortidsminde nok aldrig blevet genfundet.
Skibssætningen ved Gudenåens bredder var i mange år blevet set som lidt af et mysterium. For ikke nok med at alle sten og andre synlige spor af monumentet var blevet fjernet for mere end 150 år siden, ingen vidste længere, hvor det helt præcist havde ligget. I en artikel om store skibssætninger i det arkæologiske tidsskrift Kuml blev det fremhævet, at Høj Stene måske kunne give svar på nogle af de spørgsmål, der knytter sig til jernalderens store skibssætninger. For selvom stenene var blevet fjernet, kunne den helt usædvanligt være forskånet for yderligere ødelæggelser som følge af dyrkning og lignende. Derfor sætter Jesper Laursen sig for at finde ud af, hvor monumentet ved Gudenåen havde ligget.
I løbet af nogle måneder graver Jesper alle de oplysninger frem, han overhovedet kan. I Rigsarkivet i København dukker skibssætningen op under navnet ”Højs Steen” i en såkaldt markbog fra 1683. Han finder også en skitse over området ved Vejerslev, der er tegnet godt og vel 50 år senere under en opmåling af Gudenåen foretaget af en vis skipper Anders Gylliam.
Ifølge en indberetning til Nationalmuseet fra 1850 er skibssætningen placeret mellem to mindre gravhøje og måler 88 meter fra agter til stævn. Hvis det holder stik, vil Høj Stene være en af de største skibssætninger, der nogensinde er fundet i Skandinavien.
Høj Stene er måske nok gledet lige så stille ud i glemslen i 150 år, men Jesper har fået en mission: Han vil finde stedet, hvor fortidsmindet har ligget og se, om der er noget at komme efter. Hvad er der at vente på?
Jesper Laursen
er dr.phil. og kulturhistoriker. Han var ansat ved Moesgaard Museum fra 1997 til 2021, som redaktør ved Jysk Arkæologisk Selskab. Jesper Laursen har skrevet indtil flere bøger om jagt- og skovhistoriske emner, blandt andet pragtværket Herregårdsjagt i Danmark, fra 2009.
Jesper Laursen allierer sig med museumsinspektør Jens Jeppesen, og i fællesskab begynder de at lede efter skibssætningen. Det skal dog vise sig at være lettere sagt end gjort.
Ofte er det et møjsommeligt opklaringsarbejde at finde og bruge sporene fra fortidens mennesker til at forstå deres liv og færden, og der vil altid være noget, man ikke kan forklare. På den måde er arkæologi lidt ligesom at samle et enormt puslespil, velvidende at alle brikker aldrig vil være til rådighed. For overhovedet at kunne sætte brikkerne sammen er naturen og landskabernes karakter en vigtig del, fordi fortidens mennesker har indrettet sig efter forholdene og prøvet at bruge dem til deres fordel.
Her er Høj Stenes placering ved Gudenåen værd at bide mærke i.
Når vi kaster et blik på Gudenåen i dag, ser vi et naturskønt vandløb, der egner sig godt til kanoture eller lystfiskeri, men for fortidens mennesker har Danmarks længste å været, hvad motorvej E45 er for os i dag – en forbindelse til resten af Danmark og Europa.
På samme måde som virksomheder i dag bygger showrooms langs motorvejene for at tiltrække kunder, så har fortidens magthavere brugt Gudenåen som et udstillingsvindue til at sætte deres magt og betydning til skue.
Og så er vi tilbage ved stenene, som er blevet brugt til at opføre skibssætningen Høj Stene. Hvis de gamle kilder taler sandt, skulle stævn- og agterstenene have været mellem fire og fem meter høje, så de var store nok til at blive set fra Gudenåen. Hvor er stenene nu?
I forbindelse med eftersøgningen finder Jesper og Jens en gravhøj, som de tror kan være den ene af de to, som skibssætningen lå imellem. Men de må indse, at de er på vildspor.
Vi skal frem til 2009, hvor de to nok en gang er på opdagelse i området, før sporet bliver varmt. I en del af plantagen, der er tætbevokset af små selvsåede birketræer, finder Jens en stor sten med tydelige kløvemærker. Stenen kunne meget vel være resterne af en af de sten, der har stået i skibssætningen. I 1700- og 1800-tallet har man nemlig plyndret fortidsmindet for sten, hugget dem i stykker og brugt dem til andre formål.
Brikkerne begynder at falde på plads.
Det bliver besluttet at iværksætte en skånsom arkæologisk undersøgelse med henblik på at få fastslået, om det virkelig er den tidligere skibssætning, Jesper og Jens har fundet, og så vidt muligt finde ud af, hvornår den er opført og til hvilket formål. De første arkæologiske undersøgelser starter i 2016 med Mogens Høegsberg som udgravningsleder, men det er først et år senere, at arkæologerne oplever et nyt gennembrud. Og så er vi fremme ved Claus Erenrich Rasmussens fund den dag i april 2017.
Holdet af arkæologer bliver hurtigt enige om, at guldet må være rester af en gravgave, der er smeltet under afbrænding af et kæmpe ligbål på stedet. Claus og de andre metaldetektorfører har også fundet små guldringe og smeltede dråber af guld og bronze hen over hele midten af stenskibet.
Den slags fund er ikke hverdagskost i dansk arkæologi.
Man brænder nemlig ikke hr. – eller fru – Hvemsomhelst sammen med gravgaver af guld, og Mogens Høgsberg og de andre arkæologer er ikke i tvivl om, at det må være en ganske særlig person, der har fået så eksklusive genstande med sig i døden. Måske er det en konge? Eller en dronning?
Claus' guldfund kan mere end at rejse spørgsmål for på guldstykket, kan man ane en udsmykning: Et slangelignende dyr, der snor sig. Og mens det er svært at afgøre, hvordan guldstykket har set ud i hel form, og om det har prydet et sværd, en hjelm eller en helt tredje genstand, giver netop udsmykningen svar på et centralt spørgsmål.
Da guldstykket bliver fremlagt for eksperter i jernalderens kunst og udsmykning, er alle nemlig enige om, at fundet er udført i en håndværksstil, der var på mode i Skandinavien blandt konger og herskere i årene 550 til 600 e.Kr.
Guldfundet er skelsættende, fordi det er første gang, at med sikkerhed kan fastslå, at en dansk skibssætning har været anvendt som gravanlæg. Desuden har man håndgribelige beviser for, hvornår skibssætningen er opført. Og endelig knytter guldfundet Høj Stene – og dermed Jylland – sammen med jernalderens krigerkongedømmer, der opstår i denne tidsperiode rundt omkring i Skandinavien, og som har været kendt af arkæologien i mange år.
Hvem er det, der bliver brændt en dag omkring 600 e.Kr.? Hvordan er personen død? Hvor har han eller hun boet og levet? Spørgsmålene står i kø, når arkæologerne stykker brikkerne sammen og prøver at danne sig et indtryk af, hvordan vi skal forstå Høj Stene.
Den præcise datering af guldstykket gør det muligt at sætte skibssætningen i forbindelse med det, vi i forvejen ved om Danmarks og resten af Skandinaviens historie i perioden. I midten af 500-tallet dukker et nyt fænomen op i Norden: Mægtige kongs- og stormandsgårde med halbygninger på op til 500 kvadratmeter i grundareal. De ses som et tegn på, at en ny magtorden etablerer sig.
I Danmark er den mest markante storgård fundet ved Lejre på Midtsjælland, der sagnhistorisk er kendt for at have været hovedsæde for den ene af de store nordiske kongeslægter, skjoldungerne.
På en mark ved Borre Skov knap 600 meter i fugleflugt fra Høj Stene har arkæologer og arkæologistuderende fra Moesgaard Museum og Aarhus Universitet fundet spor af store træbygninger og en række eksklusive genstande, der falder tidsmæssigt sammen med skibssætningen. Man har også fundet efterladenskaber fra omfattende jernudvinding og forarbejdning, hvilket er unikt for området omkring Gudenåen på det her tidspunkt.
Dygtige håndværkere og i særdeleshed smede har været uhyre eftertragtede for forhistoriens konger og herskere, og det er det, der gør sporene efter jernforarbejdning ved Borre Skov så spændende. Forestil dig, hvor mange ressourcer og hvor meget arbejdet det har krævet at udstyre 500 eller 1000 mand med våben og udrustninger. Arkæologerne mangler dog stadig at finde the smoking gun, kongsgården, hvor den afdøde konge eller dronning har boet og hersket fra.
Claus Erenrich Rasmussen og et par andre metaldetektorfører afsøger med jævne mellemrum omegnen på jagt efter genstande, der kan røbe, hvor kongsgården har ligget. Indtil videre har der ikke været gevinst, men Claus og de andre metaldetektorfører giver ikke op lige foreløbigt.
En såkaldt skivefibel og patrice fra jernalderbebyggelsen ved Borre Skov vidner om, at der er blevet udført kunsthåndværk af høj kvalitet på stedet. Særligt patricen er interessant og sjælden at finde. Det er en støbeform, som datidens smede har brugt til at fremstille guld-og bronzeudsmykninger med. Foto: Michael Johannesen, Moesgaard.
Så hvad betød først lokaliseringen af den tidligere skibssætning Høj Stene, som var gledet ud i glemslen – og siden det lille guldstykke med den unikke udsmykning?
Opdagelserne betød, at vi formentlig kan spore etableringen af kongemagt i Danmark tilbage til perioden før de kendte krigerkonger Gorm den Gamle, Harald Blåtand og Svend Tveskæg sætter sig på magten i vikingetiden. De betød også, at vi har fået større viden om, hvad skibssætningerne blev brugt til. Høj Stene er det tydeligste spor af magtelite i Jylland og det mest markante gravmonument i hele Danmark fra 500-600-tallet.
Historien om det gamle fortidsminde er dog langtfra skrevet færdig.
Efter udgravningerne i 2017 genrejste Moesgaard Museum den gamle skibssætning i samarbejde med lodsejeren Niels Due Jensen. Stenen blev hentet så langt væk som Sorø på Sjælland. Således kan man i dag besøge fortidsmindet ved Gudenåens bredder og opleve det imponerende gravmonumentet efter Jyllands måske første konge eller dronning.
Vil du besøge Høj Stene, kan du finde parkeringspladser ved Kongensbro ved Gudenåen. Herfra kan du vandre ad Trækstien langs Gudenåen, indtil monumentet dukker op på din højre hånd. Du kan læse mere om parkeringsforhold og hvordan du besøger stedet her.
