Kelterne mente, at et menneskes hoved rummede hele menneskets livskraft, status og magt. De huggede hovederne af deres fjender for at overtage deres styrke og livskraft. Derfor er kelternes berygtede praksis mere præcist en hovedkult end en kraniekult – det var nemlig det hele hovedet, som sædet for sjælen, der var betydningsfuldt!

Kelterne var hovedjægere. De drog i krig for at vinde rigdom, magt og krigstrofæer. De keltiske krigere – hovedjægerne – huggede hovederne af deres fjender og tog det blodige krigsbytte med hjem til deres stamme. Men hovederne var ikke blot krigstrofæer – de sikrede også gudernes beskyttelse.

Kranier, løse og afhuggede hoveder dukker op over alt i den keltiske kultur. Kelternes besættelse af hoveder skiller dem markant ud fra samtidens græske og romerske kulturer. I jernalderens brutale krige var der ikke noget bemærkelsesværdigt ved at hugge hovedet af sin fjende, men kelterne stoppede ikke der. De konserverede fjendernes hoveder og hængte dem op på byporte, husmure og i helligdomme.

Når hovedjægerne vendte hjem fra slagmarken, blev de afhuggede hoveder hængt op eller sat på portene ind til stammernes befæstede byer. Hovedernes livskraft gav styrke og mod og var samtidig en advarsel til fjendtlige stammer: Hvis I kommer nærmere, mister i hovederne!

I dag bruger magthavere ofte digitale medier til at sprede budskaber og få borgernes opmærksomhed. I jernalderen blev mønter brugt til politisk propaganda, da de cirkulerede blandt mange mennesker. Keltiske fyrster fik slået mønter, hvor de iscenesatte deres styrke og magt. Her dukker det afhuggede hoved også op!

Den keltiske fyrste Dumnorix (stavet Dubnoreix på mønter) stod i spidsen for den galliske stamme hæduerne – aedui – i 1. århundrede f.Kr. Dumnorix betyder intet mindre end Verdens Hersker. Med et sådant navn skal man også have en iøjnefaldende mønt!

På mønten er Dumnorix afbilledet med et sværd i den ene hånd og et afhugget hoved i den anden. Mønten viser en stærk og modig fyrste, som har erobret et sværd og en fjendes hoved – sandsynligvis et meget kraftfuldt hoved fra en mægtig fjende, siden netop dette motiv blev slået på fyrstens mønt.

Hoveder fra særligt magtfulde fyrster eller krigere blev balsameret med harpiks eller cederolie. Kelterne opbevarede de balsamerede hoveder i kister eller gav dem en æresplads i deres hjem. Til festlige lejligheder tog fyrster og højtstående krigere deres konserverede hoveder frem og fortalte, at de selv eller afdøde slægtninge havde slået denne berømte kriger ihjel. Ved årets store fester var hovederne også en del af udsmykningen i byerne – de livskraftige hoveder var med til både hverdag og fest.

Nyere forskning peger på, at der sandsynligvis ikke var tale om en ydmygelse af fjender – ikke altid i hvert fald. Kelterne havde respekt for stærke krigere, de havde mødt på slagmarken. Når de gemte afhuggede hoveder og viste dem frem, var det også et udtryk for respekt for den styrke, den døde kriger besad – og som stadig befandt sig i det løse hoved. De hædrede altså en prominent kriger, når de viste hovedet frem. Og på den måde var krigerens kraft med som deltager ved festlige lejligheder. 

I flere keltiske myter er hovederne med som æresgæster ved festerne. De får serveret mad og drikke – de kan tale og dele ud af deres viden. Det kender vi også fra den nordiske mytologi, hvor Odin opsøger Mimers løse, talende hoved ved visdommens kilde: Keltisk mytologi har sandsynligvis inspireret flere af Europas senere mytologier.