Årets sidste nat nærmer sig. Stammen gør sig klar til at fejre Samhain. Det er stadig lyst udenfor, men snart dukker den orangerøde fuldmåne op. Ved midnat begynder det nye år. Mørket er smukt, for det er her nyt liv opstår. Inden natten falder på, må stammen ofre til guderne i offerlunden, og så må de skynde sig tilbage til byen – der sker mystiske ting i mørket denne nat.
Samhain
Samhain var én af kelternes fire store årstidsfester. Den markerede begyndelsen på et nyt år omkring 1. november. Samhain var kelternes nytårsfest, hvor de fejrede en ny begyndelse.
For kelterne var livet en evig cyklus. De delte året op i en mørk og en lys halvdel, og overgangene mellem disse blev markeret med store fester. I kelternes verden opstod livet i et frugtbart mørke; derfor begyndte et nyt år ved midnat omkring 1. november med vinterens første fuldmåne.
Samhain er fyldt med overnaturlige og magiske hændelser. På Samhain-natten fik kelterne besøg af ånder fra afdøde, som trængte gennem tågesløret fra Den Anden Verden for at feste med de levende – men farlige væsener fra Den Anden Verden ville også være med til festen.
Fakta
Hvor ved vi det fra?
På en bronzekalender fra 200 e.Kr. optræder navnet på årets første måned, samonios, som gav navn til Samhain. Det betyder 'året begynder'. Keltiske myter er fyldt med overnaturlige hændelser ved Samhain, men myterne blev først nedskrevet i middelalderen, så de tidligste udgaver af myterne ser vi kun i kelternes billedverden.
Offerlundens hemmeligheder
◀
Stammen er samlet i offerlunden. Nu træder druiden frem med en offergave til guderne. Ved Samhain er sløret mellem menneskets verden og Den Anden Verden så tyndt, at uhyggelige væsener trænger ind i kelternes verden. Nu buldrer trommerne! Alle ved, hvad det betyder – nu ankommer guderne.
Den Anden Verden
I kelternes forestillingsverden var der to verdener: menneskets verden og Den Anden Verden.
Den Anden Verden var gudernes, elvernes, feernes og åndernes magiske rige, hvor mennesker levede videre, når de døde. For kelterne var det ikke et fjernt eller hinsides sted. Den Anden Verden var altid lige i nærheden.
I den vilde natur var der portaler til Den Anden Verden – søer, kilder og moser, sprækker i gamle egetræer og klipper var overgange, hvor kelterne mødte deres guder. Ved portalerne var sløret mellem de to verdener tyndt, og ved Samhain omkring 1. november var sløret til Den Anden Verden tyndest. Tiden opførte sig anderledes på denne nat, og både hyggelige genfærd og uhyggelige væsener fandt vej til menneskets verden.
Fakta
Hvor ved vi det fra?
Irske kilder beretter om rejser til eventyrlige øer og til Tír na nÓg – ungdommens land; i walisiske kilder er Annwn en underjordisk verden eller en ø med evig ungdom eller de dødes efterliv. Dette Otherworld har flere fællestræk i kilderne: adgang til Den Anden Verden via vådområder, træer, bjerge, øer, ofte med elementer af tidsforvrængning og ritualer.
Ingen ved, hvad der venter. Stammen ser mod åbningen i det hellige træ. Nu toner en mægtig skikkelse frem. Er det Teutates eller Den Store Gudinde? Druiden bærer en stor kedel frem. Det er en kostbar offergave. Druiden sænker kedlen i portalen. Vil guderne acceptere offergaven og beskytte dem i den mørke tid?
Druider
Druiderne var betydningsfulde og mystiske skikkelser i kelternes verden. De bliver omtalt som ‘skovens filosoffer’ og ‘vise mænd blandt barbarer’. De var kultiske specialister, der styrede store offerritualer og kunne tale med guderne.
Druiden havde stor viden om guder, myter, ritualer, astronomi, medicin og love. Han eller hun brugte mindst tyve år i lære, for druiderne skrev intet ned: Alt blev fortalt mundtligt og husket. Druiderne kunne spå om fremtiden og udførte ofte de mest voldsomme offerritualer i kelternes stammer.
I populærkulturen kender mange druiden Miraculix, som skænker trylledrik til Asterix og de gæve gallere. Druiderne bliver ofte fremstillet som mænd, men de kunne også være kvinder.
Fakta
Hvor ved vi det fra?
Der hersker fortsat megen mystik om de keltiske druider, og hvad deres rolle egentlig var. Druider bliver nævnt af samtidens græske og romerske forfattere, blandt andre Julius Cæsar, og de optræder i senere myter og fortællinger fra Irland og Wales.
Nu må stammen tilbage til byens trygge rammer indendøre. Når mørket sænker sig, slipper både de døde og uhyggelige væsener ud fra Den Anden Verden. Børn og voksne klæder ud som vilde dyr for at snyde væsenerne.
Uhyggelige væsener
Ved Samhain trænger uhyggelige væsener gennem portaler fra Den Anden Verden. Kelterne ser dem ikke som onde – de er kaoskræfter, som ikke følger menneskets regler.
◀ Sídhe (shee): elvere, feer eller ånder, som bor i høje. De kan være hjælpsomme og farlige, alt efter hvordan man behandler dem.
◀ Fomorerne: kaotiske væsener, der bringer kaos, sygdom, tørke og forrådnelse med sig.
◀ Dæmondyr: katte så store som køer med ild i øjnene, vilde fugle og skygger, der bringer sygdom eller død, hvis man ser dem.
◀ De døde: Ved Samhain vender de døde hjem for en nat. Kelterne tændte lys og satte mad frem, så de døde kunne finde vej og føle sig velkomne. Hvis man ikke viste respekt, blev de vrede og lavede ballade.
Fakta
Hvor ved vi det fra?
Irske kilder fra middelalderen er de tidligste nedskrevne kilder om væsener fra Den Anden Verden. Kilderne blev nedskrevet af kristne munke, som sandsynligvis tilpassede myterne, så de blev mindre keltiske.
Til Samhain fester de levede og de døde sammen. I byen sætter stammen lys og mad frem, så ånder og døde slægtninge kan finde vej til festen og føle sig velkomne. Hvis væsenerne fra Den Anden Verden ikke får lækkerier, laver de ballade – og sådan har det været lige siden.
De store sammenhænge: Samhain, Halloween og Kelternes verden
Siden kelterne bredte sig i Europa i det 1. årtusinde f.Kr., har kulturen fejret Samhain omkring 1. november.
Med kristendommens indtog blev keltiske fester forsøgt erstattet med kristne højtider. Allerhelgensaften blev indført 1. november – på engelsk All Hallows Eve, som med tiden blev til Halloween. I 1800-tallet emigrerede irere og skotter til Nordamerika og tog Samhain-traditionen med sig. Her blev den en tradition for især børn, der hyggede sig med lidt uhygge, slik og ballade – helt i tråd med kelternes Samhain. Sidenhen vendte traditionen tilbage til andre lande i Europa, hvor den oprindeligt kom fra.
Oprindelsen til nutidens Halloween finder vi altså i kelternes nytårsfest Samhain. Husk at tænde lys og have slik på lager 31. oktober – ellers bliver der ballade!
Samhain-myten Echtra Neraí:
Nera og portalen til Den Anden Verden
For længe siden sagde druiderne, at til Samhain blev sløret mellem de levendes verden og Den Anden Verden tyndt som tågedis.
Den Anden Verden var gudernes, feernes og åndernes verden.
På Samhain-natten trængte farlige væsner gennem den tågede portal fra Den Anden Verden og ind i de levendes verden.
Sommeren var slut, og nu begyndte den mørke tid.
Det var årets sidste nat og det nye års første nat – det var Samhain.
I en borg sad fyrsten og hans krigere og fortalte historier.
Udenfor borgen hang en død forbryder og dinglede, og fyrsten sagde:
“Hvem tør gå ud i Samhain-natten og binde et reb om den dødes fod? Den modige skal få en fyrstelig belønning!”
Krigerne lo, men ingen turde at gå ud i mørket på Samhain.
Men så rejste en ung og modig kriger sig – det var Nera.
"Det tør jeg," sagde han og gik ud i mørket med et reb i hånden.
Da Nera kom hen til den døde, så den døde med ét på ham og sagde:
“Du er ikke bange af dig! Men tør du også bære en død mand på ryggen et stykke vej?”
Nera var tapper og sagde: “Okay så!” og så tog han den døde på ryggen.
Fuldmånen var stor og orange og den lyste op på deres vej gennem natten.
Nera bar den døde mand til de nåede til et hus, hvor der var tændt et lys.
"Jeg er tørstig," sagde den døde, “Bank på og spørg, om de har en tår vand!"
Nera ville helst ikke vække familien i huset, men han bankede alligevel på døren.
Familien sov, og da ingen svarede, sagde Nera:
“Nu må det være nok med al din ballade – jeg må hjem igen.”
Da han vendte sig om, så han det mærkeligste syn:
I det fjerne stod fyrstens borg i flammer!
Han løb tilbage mod borgen, men på vejen mødte han en smuk og fremmed kvinde.
Hun så Neras frygt og sagde: “Du ser kun det, der kan ske, hvis dit folk ikke passer på – kom med til min verden og du vil forstå.”
Kvinden førte Nera gennem en revne i jorden og pludselig stod de i Den Anden Verden.
Her blomstrede kirsebærtræerne og alle lo og dansede.
“Hvem er de?" spurgte Nera og pegede på de dansende.
“Det er mit folk – síd-folket. I mennesker kalder os feer eller elvere."
Nera blev i Den Anden Verden i et år.
Men en dag sagde kvinden:
“Du må tilbage, Nera. Du har været her i et år, men i din verden er der kun gået en nat. Fortæl alle, at mørke væsener kommer frem ved Samhain.”
Da Nera kom ud ad portalen fra Den Anden Verden, var solen stået op.
Alt var som før, og fyrstens borg stod stadig.
Nera fortalte alle sin historie om Samhain:
"Ved Samhain kan du møde feer og de døde.
Ved Samhain kan du besøge Den Anden Verden,
men kun, hvis du har modet til at vandre i mørket til du finder et lys."
