Kelterne var
Fra ca. 450 f.Kr. bredte keltiske stammer sig på tværs af Nord- og Centraleuropa. De var forbundet i en brutal krigerkultur: De var hovedjægere!
Kelterne drog i krig og på togt for at vinde rigdom, magt og for at hugge hovederne af fjendtlige stammer og romere.
Menneskets hoved havde en helt særlig betydning i kelternes kultur.
Hovedjægerne var en del af kelternes berygtede kraniekult. Men selvom kulten ofte bliver omtalt som en kraniekult, bør den nok mere præcist kaldes en hovedkult:
Kelterne mente, at et menneskes hoved rummede hele menneskets livskraft, status og magt. De huggede hovederne af deres fjender for at overtage fjendernes styrke.
Kelternes hovedjægere huggede ikke blot hovederne af deres fjender, de tog dem også med hjem fra slagmarken. De afhuggede hoveder blev bl.a. hængt op på byens “hovedport”.
Kranieporten var en advarsel til deres fjender, som på symbolsk vis gjorde det klart at: Hvis I krydser grænsen til vores by, så mister i hovederne! Om det er herfra vi har udtrykket "at tabe hovedet", kan vi ikke finde beviser på, men det har nok været en hovedløs beslutning at forsøge at trænge ind i kelternes befæstede byer.
Det var ikke kun byporte, der blev "udsmykket". De afhuggede menneskehoveder var en naturlig del af hverdagen i kelternes byer, hvor husmure, -døre og helligdomme også blev udsmykket. De brutale krigstrofæer styrkede stammens livskraft, status og magt.
Kelterne ofrede også hoveder til deres guderne ved portaler til Den Anden Verden – gudernes verden.
Ved ritualer i vådområder og ved helligdomme ofrede de keltiske stammer kedler, smykker, våben og mennesker. Hovedernes kraft var kostbare offergaver, som skulle sikre gudernes beskyttelse. De store offerritualer var så voldsomme, at et menneske kun tålte at opleve dem få gange i livet.
