Hvad ved vi egentlig om druiderne – hvad er fiktion, og hvad er fakta? Mange af os har lært dem at kende i tegneserien om Asterix, hvor druiden Miraculix brygger trylledrik til de gæve gallere. Men hvilken rolle spillede druiderne i den keltiske kultur? Og bryggede de virkelig trylledrik?

Hvem var de keltiske druider?

Druiderne var kultiske specialister, som styrede større offerritualer – særligt ved de store årsfester: Samhain, Imbolc, Beltaine og Lughnasa.

Druiderne var uden tvivl betydningsfulde i de keltiske samfund i Centraleuropa omkring 450-50 f.Kr., men der er meget, vi reelt ikke ved om dem. Nutidens syn på druiderne er i høj grad præget af populærkulturens fiktive fortællinger.

Hvad ved vi om druiderne?

Det meste af vores viden om druiderne har vi fra få tvivlsomme kilder fra antikken, irske tekster fra 600-1100-tallet og enkelte arkæologiske genstande.

I nogle antikke kilder bliver de omtalt som ‘skovens filosoffer’ og ‘vise mænd blandt barbarer’. Den primære kilde til vores viden om druiderne er Julius Cæsar, der beskrev dem i værket Gallerkrigen om sit felttog i Gallien. Cæsar skriver, at druiderne beskæftiger sig med naturhistorie og med, hvad han kalder 'de udødelige guders kraft og magt'. Han nævner også, at druiderne studerer stjernerne og deres bevægelser samt verdens og landenes størrelse. Det kan lyde som astronomi og geografi, men det var nok i højere grad tids- og stedsbestemmelser for årets kultiske ritualer, der optog druiderne.

Druidernes vigtigste rolle var sandsynligvis at lede offerritualer, og et fundamentalt budskab i druidernes viden var, at menneskets ånd eller livskraft var udødelig – den levede videre i andre kroppe efter døden. Det peger på, at druidernes viden var grundlaget for kelternes hovedkult – et afhugget menneskehoved besad stadig livskraft, efter det var blevet skilt fra kroppen.

Druidens hornede krone

Der er ganske få arkæologiske genstande, som forskningen knytter til druiderne. De sjældne druidekroner (eller -hjelme) er nogle af dem.

Druidekronen fra Roseldorf-Sandberg i Østrig er fremstillet af jern og var en offergave til guderne. Den blev bevidst ødelagt, inden den blev ofret.

Den er fundet i et kulthus sammen med et hjortegevir, som formentlig kunne blive monteret på kronen. Med geviret på hovedet er der en sandsynlighed for, at druiden, der bar den, enten spejlede i eller forvandlede sig til Den Hornede Gud, Cernunnos.

Druide-kronen

Druidekronen fra Roseldorf-Sandberg, Østrig, 4.-3. årh. f.Kr.

Druiderne deltager i ritualerne, forestår offentlige såvel som private offerhandlinger og fortolker religiøse regler. Mange unge strømmer til dem for at lære, og de nyder stor anseelse. For de fælder dom i næsten alle stridigheder, offentlige som private. Hvis der er begået en forbrydelse eller et drab, hvis der er strid om arv eller grænseskel, er det ligeledes dem, der træffer afgørelsen og berammer bøden og straffen.

Julius Cæsar, Gallerkrigen, 58-50 f.Kr.

Druidernes magt

Udover druidernes rolle i kultisk praksis og visdom, agerede de også dommere eller mæglere i konflikter.

Druiderne havde magten til at udelukke folk fra offerritualer, hvis de ikke fulgte stammens regler. At blive udelukket fra en ofring var den mest alvorlige straf i kelternes samfund. Cæsar beskrev konsekvensen for det menneske, der blev udelukket:

"Han regnes for udstødt af guder og mennesker, og alle går af vejen for ham og undgår at være sammen med ham eller tale med ham, for ikke at besmittes. Han er retsløs og må ikke beklæde noget embede".

Ifølge Cæsar betaler druiderne hverken skat eller deltager i krig. Privilegierne tiltrækker mange unge til den 20 år lange druidelære. Enten på eget initiativ eller sendt af indflydelsesrige slægter.

Druiderne har uden tvivl haft stor visdom, som ifølge Cæsar blev mundtligt overleveret på vers. Deres viden blev så vidt vi ved ikke nedskrevet, men i stedet memoreret. Den begrænsede tilgængelighed af druidernes viden har måske endda øget respekten og prestigen for druiden i kraft af rollen som lærd og vis.

I senere keltisk kultur ser vi druider med endnu større magt. I de irske Ulster-myter er druiden Cathbad en af de mægtigste mænd. Han har lov til at tale før kongen, og det er hans ansvar at holde den rigtige konge på tronen.

Hvordan så druiderne ud?

Fra tegneserien om Asterix får man et billede af druiden som en ældre, hvidskægget mand klædt i hvidt. Billedet af Miraculix er dog skabt på et spinkelt grundlag. Vi ved ikke ret meget om, hvordan druiden så ud, men et lille stenhoved fra Mšecké Žehrovice i Tjekkiet gør os måske klogere.

Stenhovedet har et flot overskæg, store øjenbryn og en interessant frisure. Håret er sat med en stribe hår fra øre til øre. Nogle forskere mener, at frisuren er den såkaldte ‘druidiske klipning’, og at hovedet derfor kunne forestille en druide. Halsringen – den keltiske torque – er et udtryk for magt og status.

Det var ikke kun mænd, der fungerede som religiøse specialister blandt kelterne. I Irland var der både mandlige og kvindelige druider.

Naturens visdom

Ordet druid er keltisk og betyder 'den, der har viden om eg'.

Egetræet var sammen med mistelten helligt for kelterne. Egen symboliserede styrke og visdom, mens misteltenen – når den vokser på eg – blev anset som en guddommelig gave.

Misteltenen bevarer sine grønne blade om vinteren og blomstrer tidligt om foråret, hvilket gjorde den til et symbol på livskraft og fornyelse. Den blev forbundet med frugtbarhed, helbredelse og beskyttelse. Derfor indgik den sandsynligvis også i druidernes ritualer.

Ordet druide gengives af både græske og romerske forfattere og optræder også i irske og walisiske myter.

Ifølge irske kilder betyder selve ordet dog i højere grad 'noget, der har med trolddom at gøre'.

Misteltenen skal skæres af en hellig eg med en gylden segl af en hvidklædt druid. Derefter skal der foretages en passende ofring.

Plinius den Ældre, romersk forfatter, 23-79 e.Kr.

Druide-kalenderen

I Coligny i det østlige Frankrig er der fundet en indgraveret bronzekalender. Det er usikkert, hvordan kalenderen skal tolkes, og hvornår den præcist blev lavet, men den indeholder både galliske og romerske elementer. Den har huller, der markerer dagene, hvor man kunne flytte en pind fra dag til dag. Når man når enden, kan man begynde forfra. Kalenderen er opdelt i kolonner, der afdækker en femårig cyklus med 62 måneder, hver måned med 29 eller 30 dage. De 62 måneder dækker dermed 5 år – hvert år med 12 måneder og 2 skudmåneder for at passe med solåret.

Kalenderen deler månederne op i to dele; en ‘god’ og en ‘ikke god’ del. På kalenderen er ordet 'atenoux' indgraveret, som på gallisk betyder noget i retning af gen-nat eller tilbage til natten. Atenoux markerer overgangen fra den lyse halvdel af måneden (tiltagende måne) til den mørke halvdel (aftagende måne). Atenoux faldt typisk omkring fuldmåne, hvor sløret med menneskets og gudernes verden var særligt tyndt. Kalenderen er et udtryk for, at kelterne – og druiderne – forstod sig på universet og tiden. Druiderne brugte sandsynligvis kalenderen til at bestemme, hvornår ritualer skulle finde sted i forhold til månens cyklus, og hvornår man kunne så og høste.

I de irske fortællinger udfylder druidernes viden om årets gang en vigtig rolle. “Hvad er denne dag god til?” er et typisk spørgsmål, som man har kunnet stille en druide. I en tid uden en offentlig fælles kalender gav det en særlig magt at have styr på dagene og kende tegnene på tidens gang. Det var vigtigt i forhold til landbrug og jagt, hvor timing var afgørende for udbyttet.

Måske var Coligny-kalenderen hemmelig og gemt af vejen for at beskytte druidens magtposition ved at kende tiden. Eller måske er den fysiske kalender et tegn på, at druidernes mundtlige tradition var svækket omkring kristi fødsel.

Coligny-kalenderen

Bronze-kalenderen fra Coligny, Frankrig. 150-200 e.Kr.

Keltisk kosmologi: Tilbage til natten – det frugtbare mørke

Kelterne talte nætter i stedet for dage. Livet opstod i mørket – ved midnat – og spirede i lyset for så igen at forsvinde i mørket, hvor livet genopstod.

I keltisk tradition fremstår mørke ikke som moralsk negativt, men som en frugtbar overgangsfase, i modsætning til for eksempel kristen tradition, hvor mørket overvejende fungerer som symbol på synd, død og adskillelse fra Gud. Lys og mørke er ikke opdelt i godt og ondt; de er komplementære kræfter. Vores viden om kelternes kosmologi kommer overvejende fra kristne kilder, som kan have omtolket kelternes forståelse af mørke/lys for at adskille den fra kristen teologi.

Tid til fest

Druidernes kendskab til årstiderne blev brugt til at bestemme det rette tidspunkt for offerritualer og de fire store årsfester:

Samain, den 1. november, var kelternes nytårsfest – årets vigtigste fest. Den markerede begyndelsen på vinteren. Ved midnat trængte afdøde slægtninge og ånder gennem sløret fra Den Anden Verden, og de levende og døde festede sammen. Samain blev senere kendt som Halloween.  

Imbolc, den 1. februar, var midvinterfesten – en renselsesfest forbundet med fornyelse, frugtbarhed og seksualitet. Får og kvæg bliver drægtige, mælk løber til yveret og snart blomstrer frugttræerne igen. 

Beltaine, den 1. maj, var sommerfesten, hvor druider tændte store bål. Husdyr blev drevet mellem bålene, mens druiderne sang for velsignelse og beskyttelse. 

Lughnasa, den 1. august, var den store markedsfest. Folk fra nær og fjern strømmede til for at handle, dyste og knytte alliancer. For fyrsterne var det tid til politiske rådslagninger i de store byer. 

Druidernes hemmelige fællesskab

Hvert samfund havde en druide, men havde druiderne et hemmeligt hierarki eller en særlig orden? Flere antikke kilder peger på, at de udvekslede viden på en eller anden måde.

Julius Cæsar skriver, at druiderne mødtes én gang om året i det centrale Gallien; et sted, der blev anset som helligt. Her afgjorde de stridigheder og diskuterede religiøse og juridiske spørgsmål.

Forfatteren Tacitus mener, at den walisiske ø Anglesey fungerede som hovedsæde for druiderne i Britannien, hvor de havde hellige lunde. Han beskriver druiderne som 'hævet over folket, med hænder løftet mod himlen og råbende forbandelser'. Anglesey bliver i 60 e.Kr. ødelagt af romerne.

Urter og trylledrik

Den græske historiker Strabon fortæller, at druiderne beskæftiger sig med naturfilosofi og knytter deres virke tæt til skoven og egelunden, hvilket senere har givet anledning til betegnelsen 'skovens filosoffer'. Udover kultisk praksis, love og årets gang beskæftigede druiderne sig også med planter – særligt misteltenen, som historisk er blevet anvendt som lægemiddel og styrkende tonic. Men bryggede druiderne ligefrem trylledrik, som Miraculix i Asterix-fortællingerne?

I fund ved keltiske bopladser fra La Tène-perioden er der fundet frø fra bulmeurt, som kan give hallucinationer og en følelse af at flyve eller ekstrem styrke, men den er også giftig. I keltiske ritualer kan krigere før et slag have drukket eller spist fra en rituel kedel med det formål at leve videre i Den Anden Verden, hvis de faldt på slagmarken – idéen om trylledrik er udsprunget af 'Krigerpladen' på Gundestrupkedlen.