Lørdag den 26. april 1952 støder tørvegraver Tage Busk Sørensen på en rød hårtot i Nebelgaard Mose syd for byen Grauballe. Men der er mere end bare et hår – der ligger et menneske i jorden. Først tror Tage Busk, at han har fundet den lokale Røde Kristian, som forsvandt nogle år forinden, men professor P. V. Glob fra Forhistorisk Museum i Aarhus bliver alligevel kaldt ud for a se på sagen. Det viser sig, at moseliget er utroligt velbevaret; det er en mand med hud, hår, negle, tænder og ansigtsudtryk.

P. V. Glob beskrev sit møde med moseliget: "En flok mennesker stod stimlet sammen omkring et menneskehoved, mørkt af farve, med det korte hår strittende op af den brune tørvemasse." Det spektakulære fund fik hurtigt både danske og internationale mediers opmærksomhed.

P. V. Glob gav moseliget navnet 'Grauballemanden' – eftersigende lød det bedre end Nebelgaardmanden. Grauballemanden vakte enorm interesse i den danske befolkning, der ville se det velbevarede moselig.

Vi kender ikke Grauballemandens rigtige navn, men vi ved en del om, hvordan han så ud, da han levede.

Det røde hår er iøjnefaldende – og det er mandens hår! Da han levede, havde han formentlig blond eller mørkt hår. Den røde farve er opstået efter 2000 år i tørvemosen. Hans fødder har ingen rifter eller ar; det tyder på, at han bar sko til daglig. Han levede i perioden 400-200 f.Kr., formentlig omkring 390 f.Kr. Han var mellem 165-170 centimeter høj og relativt sund og rask, da han døde. Hans tænder var dårlige, og han havde tandrodsbetændelse. Tænderne viser også, at han led af underernæring eller en livstruende sygdom i 2-3 års alderen.

Grauballemanden er på mange måder en typisk mand i Danmarks jernalder, men der hviler stadig et mysterie over ham. Hvordan kunne Grauballemanden ligge velbevaret i en mose 2000 år, og hvorfor endte han i mosen?

Tørvemoser er helt særlige steder. De har et surt og iltfattigt miljø. Normalt nedbryder bakterier og svampe dødt væv på mennesker og dyr, men kemiske forhold i moserne gør det svært for nedbrydende mikroorganismer at leve der. Tiden går næsten i stå i mosens dyb; derfor kan tørvelagene gemme på fortidens mennesker, dyr og natur.

På den måde er moserne magiske – de er små tidslommer, hvor fortiden kan ligge bevaret i mange tusind år. Moserne kan derfor hjælpe os med at fortælle og forstå menneskets historie – det er Grauballemanden et velbevaret bevis på.

I dag er de fleste moser tørret ud eller forsvundet på grund af tørvegravning, men i jernalderen dækkede moser og vådområder ca. 25% af landskabet i det nordvestlige Europa. Og for mere end 2000 år siden blev moserne i særlig grad opfattet som magiske – de var portaler til gudernes verden.

Ved obduktion af Grauballemanden har forskere været i stand til at identificere hans sidste mål. Maveindholdet var så velbevaret, at vi ved, hvad han spiste før sin død for mere end 2000 år siden.

Analyserne viste frø fra 70 plantearter og korn samt knoglestumper fra en gris og en spiseskefuld kvartssten – der var planter og korn fra hele årscyklussen. Mennesker i jernalder spiste meget kød, derfor er det bemærkelsesværdigt, at Grauballemanden – og andre moselig – fik et mål, der indeholdt markens afgrøder fra hele agerbrugets årscyklus før henrettelsen.

Det sidste måltid vidner om, at Grauballemanden blev ofret til frugtbarhedens gudinde.

Efter fundet af Grauballemanden fremlagde arkæolog og professor P. V. Glob en teori: Europas moselig var offergaver til guderne. Arkæologiske fund og romerske beretninger om vilde folk i Nordvesteuropa viste, at menneskeofringer fandt sted i jernalderens Europa i 1. årtusinde f.Kr.

Om kelterne:

• "Hos kelterne er det skik at ofre mennesker til guderne." Diodoros Siculus, Bibliotheca Historica, ca. 50 f.Kr.

• "De mener, at gudernes udødelige magt ikke kan formildes, medmindre et menneskeliv gives som erstatning for et andet. Derfor har de offentlige ofringer af denne slags." Gaius Julius Cæsar, De Bello Gallico, 50 f.Kr.

• "Det ansås også for skik at udføre menneskeofre og at indvie mennesker til guderne i tider med store farer." Strabon, Geographica, ca. 7 f.Kr.-25 e.Kr.

Om germanerne:

• "Forrædere og desertører hænger de i træer, men feje, krigsudygtige og vanærede personer drukner de i mudder og sumpe, efter at have lagt et fletværk over dem." Tacitus, Germania, ca. 98 e.Kr.

Vi bør læse de romerske og græske kilder med forsigtighed: de havde politiske interesser i at fremstille keltiske og germanske stammer som barbarer. I dag ved vi dog, at mange moselig var rituelle ofre, der blev henrettet og ofret til guderne.

Grauballemanden ligger i jernalderudstillingen på Moesgaard. I jernalder finder I en mystisk mose. Og så opdager I noget nede i den bløde jord – dybt nede i mosen ligger et menneske: her hviler Grauballemanden.

Der er noget ganske særligt ved mødet med Grauballemanden. Han ligger helt alene i et fredfyldt mausolæum – akkurat som han gjorde i mosen i mere end 2000 år. Roen sænker sig, når I træder ind i rummet. Der er stille. Her møder nutidens mennesker ikke bare verdens bedst bevarede moselig, men et menneske, der levede engang. Både store og små, unge og ældre får stof til eftertanke, når de møder Grauballemanden ansigt til ansigt.

Man fristes til at spørge ham: Hvem er du? Hvad er din historie?
Og i det stille møde mellem fortid og nutid opstår en tanke – var det et spørgsmål til ham, eller til dig selv?