Dronning Margrethe og arkæologien

INTERESSEN BLIVER VAKT

Ca. 1945 E.KR. - 1955 E.KR.
Jernalder

Tekst af Jesper Laursen

Dronning Margrethe har ved flere lejligheder fortalt, at hendes interesse for arkæologien blev vakt, allerede før hun kom i skole. Dronningen fik som seksårig en barnepige, Agnete Ohrt, som læste højt af historiebøger, der også handlede om de forhistoriske tider, og barnepigen huskes som en ypperlig fortæller.

... Min interesse for arkæologi har jeg egentlig haft fra tiden før, jeg kom i skole. Jeg havde en barnepige, som læste højt af sin historiebog, hvor der stod en del om forhistorien, og det var altså på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne læse selv ...

Hendes Majestæt Dronning Margrethe

Dronningens tre første skoleår foregik i en klasse på Amalienborg sammen med seks piger på hendes egen alder. I 1949 var pigerne, som nu gik i 3. klasse, på lejrskoleophold i Jagthuset i Trend. Ved den lejlighed viste lærer Sigvardsen, som var en meget vidende amatørarkæolog, dem rundt i Vesthimmerland, og turen gik blandt andet til den kendte køkkenmødding ved Ertebølle og til jernalderborgen i Borremose. Strandby Skoles samling af stenalderredskaber blev også vist frem og lærer Sigvardsens egen oldsagssamling ikke at forglemme. Dronningen fortæller, at lærer Sigvardsens eminente evner til at gøre fortiden levende gjorde et dybt indtryk og i høj grad ansporede hendes arkæologiske interesse.

På besøg i Illerup Ådal

I 1951 var Dronning Alexandrine på besøg i Illerup Ådal ved Skanderborg, hvor museumsfolk fra Aarhus havde påbegyndt udgravningen af et bemærkelsesværdigt mosefund med massevis af våben fra jernalderen. Året efter tog Dronning Alexandrine sit arkæologiinteresserede barnebarn med på udflugt til Illerup Ådal.

Udgravningsområdet i Illerup Ådal, 1952. Foto: Georg Kunwald.

Dronning Margrethe fortæller selv: »Som 12-årig fik jeg lejlighed til at tilbringe en eftermiddag i Illerup, hvor de gravede det store våbenofferfund. Det var nok første gang, jeg fik lov til at være med, hvor der blev gravet. En vidunderlig eftermiddag i gummistøvler, med mudder og masser af sjappende vand.«

Dronning Alexandrine forlader udgravningen i Illerup med sine to børnebørn. Prinsesse Margrethe kigger i en bog, hun fik som afskedsgave. Foto: Georg Kunwald.

En kold regnvejrsdag i 1954 vendte den unge prinsesse tilbage til udgravningen i Illerup Ådal, denne gang sammen med Dronning Ingrid, Prinsesse Benedikte og Prinsesse Anne-Marie. Udstyret med graveskeer fik gæsterne mulighed for at prøve lykken i et af de fundrige udgravningsfelter. 

En regnfuld dag i 1954 vendte Prinsesse Margrethe tilbage til Illerup Ådal sammen med sin moder og sine to søstre. Dronning Ingrid følger med i Prinsessernes udgravningsarbejde, forrest Prinsesse Anne-Marie og Prinsesse Benedikte og til højre Prinsesse Margrethe med hovedtørklæde. Foto: Moesgaard

Dronning Margrethe og arkæologien

Tekst og billeder er fra bogen "Dronning Margrethe og arkæologien", som blev udgivet af Moesgaard og Nationalmuseet i forbindelse med Hendes Majestæt Dronning Margrethe II's 70-års fødselsdag.

Bogen blev udgivet i 2010 på Gads Forlag og kan købes på Moesgaard.

Læs mere:

Interessen bliver vakt

Student i Aarhus

På ekspedition

Krigsbytteofringer i Illerup Ådal

Marsk Stig og de fredløse på Hjelm

Vikingernes Aros

Snekker ved Fribrødre Å